Tillykke, du kan amme!

En mor fra den store civiliserede verden ammer. Få nu ikke kaffen galt i halsen.

I går morges, da jeg spiste min havregrød og samlede op på danske nyheder samt venners gøren og laden på facebook, gik det op for mig, hvad der er sket i den forløbne uge: at Ligestillingsnævnet har afgjort, at cafeer og deslige har ret til at udbede sig "nul amning, putte." Med andre ord: at kvinder i offentligt regi kan bedes om ikke at amme deres babyer.

Først læste jeg det lige et par gange igen for at være sikker på, at jeg efter en søvnløs nat med en feberhed baby (og MONSTERamning) ikke bare havde misforstået noget. Så læste jeg Dansk Kvindesamfunds åbne brev til Manu Sareen. Og så kom Dr B ned af trappen med phd-baby efter endt skiftning, og jeg for op: "Guess what!"

Ja, for guess what? Her i England må vi nemlig gerne amme - og er endda beskyttet af loven til at gøre det, hvorend vi måtte have lyst. Ifølge vores Sex Discrimination Act af 1975 samt den følgende Equality Act fra 2010 er det nemlig kønsdiskrimination ikke at tillade kvinder at amme offentligt, og cafeer og restauranter, som ikke overholder dette, kan komme i seriøse problemer. Og her taler vi ikke om, at cafeer så skal indrette særlige båse, have adskilte rum, eller udleje burkaer (tak til Annelise for den ide) til formålet - næ, vi har faktisk både lov og ret til at hvor vi vil og hvornår vi vil, med blottede bryster og det hele. Gys!

Således hedder det f.eks. i en guide til, hvordan Equality Act skal forstås, at:

A business cannot discriminate against mothers who are breastfeeding a child of any age. The Equality Act 2010 has specifically clarified that it is unlawful for a business to discriminate against a woman because she is breastfeeding a child. A business may ask a breastfeeding woman to leave their premises if the reason for this request is not due to her breastfeeding. However, if the woman later claims that discrimination occurred because she was breastfeeding, the business will have to prove that there was in fact no discrimination.

Derfor henstilles der i guiden til, at cafeer og restauranter (etc.) skal "make sure women you’re providing services to are allowed to breastfeed on your premises if they want to," "ensure that mothers breastfeeding babies are not discriminated against, no matter how old the baby is," og derudover skal "train all your employees, especially those who deal with the public, to be aware of the protection from discrimination given to breastfeeding mothers." Derudover må de ikke glemme, at "discriminating against someone because they are with a breastfeeding mother is also prohibited, so companions of breastfeeding mothers who are also treated unfairly may have a claim, too" (min kursiv).

Og i Skotland er de gået endnu et skridt videre; her er det nemlig

a criminal offence to try to stop or to prevent a woman from feeding a child under two in any place in which the public has access and in which a child under two is entitled to be. Anyone who tries to stop or prevent a person feeding milk to a child under the age of two can be prosecuted and can face a claim under the Equality Act. (se mere her)

Hvilket selvfølgelig klinger smukt med WHOs anbefaling om, at alle børn under to (ja, også danske!) ammes. Se mere her. Og selvom vi endnu ikke er nået så langt i de nedre regioner af de britiske øer som Skotland, så ved vi som ammende mødre godt, hvor vi skal henvende os, hvis vi har følt os diskrimineret imod - den information blev nemlig allerede givet på den ammeworkshop, vi var på før fødslen, så vi kunne være klar. Og hvorfor var vi på den? Fordi amning er en stor ting her, hvor kulturen i mange år har været, at man ikke ammede. Nu om dage promoveres det derfor kraftigt (ikke mindst støttet af regeringen, som særligt tænder på, at det er gratis), og man skal lede længe for at finde den jordemoder eller sundhedsplejerske, der tør tale om, at amning også kan gøre (læs: gør) ondt, ofte ikke fungerer, osv.

Så jeg ammer lystigt, nu på ottende måneder, og har gjort det overalt. I toget, på cafeer, i kirker, i lufthavne, på fly, på biblioteket, i parkerne, i biografen og i indkøbscenteret. Og sikkert en masse andre steder, som jeg har glemt alt om nu, fordi det ikke betød noget særligt. Jeg har ikke noget særligt tørklæde, jeg dækker os med, og flytter kun plads, hvis jeg selv føler mig utilpas eller udstillet. Men som så relativt erfaren ammer, som jeg er nu, må jeg indrømme, at der skal en del til at få mig til at føle mig i vejen. Det er ret enkelt: når den lille er sulten, hiver jeg op i trøjen og fodrer ham. Og når han er færdig, hapser han af, og vi fortsætter med det, vi var igang med. Og jeg har aldrig nogensinde set nogen se skævt til det, bortset fra een eneste gang. Det var på en cafe - i København...

Jeg kan allerede høre gyset fra Danmark, når jeg skriver dette. Skal loven nu bestemme, at kvinder må gøre, som de vil!? Skal cafeer ikke have egenbestemmelse!? Hvor meget skal staten nu kontrollere!? Skal man virkelig tvinges til at se på bryster, hvis man nu ikke har lyst!?

Hvortil man jo blot må påpege, at

1) det er fuldstændig urimeligt, at det offentlige DK ikke gør det muligt for kvinder at følge WHOs anbefalinger uden at skulle leve en stor del af deres liv med babyer/små børn buret inde i små særligt indrettede ammeaflukker eller indenfor hjemmets trygge mure, i Kvindeland. (Ammeboksene på Fisketorvet i Kbh fik Dr B til at dø af grin og påpege, at det føltes, som om vi var på ferie i Saudi Arabien, ikke i herligt frisindede DK.)

2) ingen har taget skade af at se et glimt af et bryst eller en brystvorte. Seriously. Alt andet er hysteri at mene. Derudover bliver ammende mødre ret hurtigt dygtige til at minimere dette glimt så meget som muligt. Af og på tager et sekund, og resten af tiden dækker babyen selv for det mest interessante.

3) hvis det virkelig er synet af det blottede bryst i det offentlige rum ("her sidder jeg med min gulerodsjuice og min rawfoodkage, og så kommer hun her og stikker sit bryst lige op i hovedet på mig!"), der irriterer, hvornår kommer så afgørelsen om, at mænd ikke må (pardon my French, mor) klø sig i nosserne på offentlige steder? For ved I hvad? Det er så træls at se på.

Nå, jaja. Det skal ikke blive til mudderkastning. Men det var da med nogen forbløffelse, at jeg læste tilbage i sagen, for set her fra England er det uhørt. Og jeg bliver med et lidt nervøs for, hvor mange bornerte danskere, jeg kommer til at træde over tæerne, når jeg i efteråret opholder mig i Danmark med min ammebaby på armen og min uciviliserede måde af fodre ham på. For jeg bliver ved med at amme, hvis jeg kan, og hvis den lille vil - fordi WHO anbefaler det, og fordi man ikke skal lave mere end tre sekunders research for at blive overbevist om, at det er noget nær den bedste gave, man kan give sin baby.

Så kunne vi ikke, i stedet for at slå ammende mødre i hovedet, lykønske og fejre dem, der er så heldige både at kunne og ville amme deres babyer? Det er slet ikke alle, der kan, og lur mig, om der ikke på hver cafe med en ammende mor sidder en misundelig anden kvinde, som af en eller anden grund ikke kunne få amningen til at fungere og måtte give op. Nej, ammende mødre skal ikke gemmes væk. De skal fejres, heppes på og klappes frem.

I mellemtiden ammer jeg videre her på den anden side af Nordsøen. Udenfor og indenfor, oppe og nede - lykkelig for, at jeg kan. Og den eneste forholdsregel, jeg tager, er, at når den engelske svigerfar er i huset, så gemmer jeg mig væk ovenpå. For det er vist alligevel mere, end han kan klare.

Den stolte moster anbefaler, part II

Den nye single fra min lille-store nevø og de andre kumpaner i Ulige Numre er ude, og jeg går rundt med klapvognen i solskinnet i North Yorkshire og synger med, for det er noget så godt. Ganske objektivt, selvfølgelig. Forsangerens lille gudsøn sidder i klapvognen og griner stort, og jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvor stolt min gamle farfar med de buskede øjenbryn og den sønderjyske accent ville have været, hvis han havde set sine to oldebørn boltre sig i bandet. Verden er uforudsigelig! Og nu går vi i parken og gynger.

To noter om Blake

'Raphael Warns Adam and Eve.' Blakes illustrationer til Miltons Paradise Lost.

...bare fordi jeg arbejder (!) for første gang siden phd-baby kom til verden - mit kapitel til denne udgivelse om Bøhme skal nemlig være klappet, klart og ikke mindst korrekturlæst for sidste gang meget snart, så Dr B er sendt ud i verden med den lille buttede dreng, og jeg sidder ved skrivebordet foran vinduet i gråt søndagslys med musik og kaffe med gedemælk. Og det er ikke helt dårligt, også selvom det er med hjertet oppe i halsen, at jeg genlæser det kapitel, jeg skrev for efterhånden mange måner siden. Mener jeg virkelig stadig det hele?

Nå, til noterne. Den første er, at artiklen om Blake i Kristeligt Dagblad, som jeg for længe siden medvirkede i, nu kan læses på nettet. Hvilket mindede mig om, at vi er nogen, der skal skynde os, hvis vi vil se den udstilling i Manchester!

Og så er den anden skam bare en opfordring til at tjekke Bernurs nye blogtapet ud. Det er Blake! Nærmere bestemt 'Raphael Warns Adam and Eve' fra hans illustrationer til Miltons Paradise Lost (se også ovenfor). Og brug så lige 2 sekunder på at læse, hvad Bernur mener om det nye svenske Granta - deres lettere ignorante udsendte anede ikke, at denne udmærkede udgivelse også fandtes i andre lande! Vi har en hel hylde or so fyldt med gamle numre, og af og til køber jeg endda dubletter, som jeg kan have i den kasse, der hedder "Bøger, jeg vil sælge, når jeg engang har en boghandel."

Glædelig søndag, folks.

Jeg længes efter

Påske sidste år i Lissabon. Sulten og gravid.

solskin, Rom, nattesøvn, tulipaner, at rejse, mit eget skrivebord, masser af kaffe, yogaweekender, sammenhold og venskab, min familie, min lille dreng når han sover, ATP i Somerset (en svunden tid, nu skal man til... Island), mad der tager lang tid at lave, følelsen af min mormors hånd, bøger der sparker min røv, havet, en bil så vi kunne komme ud af denne lille by nogle gange, danske salmer om søndagen (og nogen at synge dem med), ny litteratur, Oxford om morgenen, trappeopgangen til Duke Humphry's, et rigtigt arbejde, tid til at være stille i mig selv, store fester, at have råd til at bo på hotel.

Jeg er taknemmelig for:

min lille søn og min gode kæreste, vores gamle lille hus med alle dets sprækker og mærkelige dyr, solskin over L Street denne morgen, at Dr B laver frikadeller idag, min familie derhjemme, internettet, min ene kop kaffe denne morgen, at det er varmt nok til at have bare fødder i mine blå yndlingssko, mine sjove nye nordengelske veninder med deres babyer, at vi ikke er helt fallit, weekender, tulipaner der snart springer ud, foråret generelt, at jeg kan huske hvordan min mormors hånd i min føltes, at Phd-Baby skriger af grin når man kilder ham, at der ikke er nogen der påtaler min kommasætning, at jeg engang tog springet og flyttede hele mit liv, også selvom det har efterladt et konstant hul af savn i mig, at selvom appelsintræerne ikke blomstrer her, så ved jeg de gør det andetsteds - og en masse masse andet...

Nu er mine fødder kolde, jeg har drukket for meget kaffe, frikadellerne er undervejs, baby sover, og jeg vil gå på jagt efter en bog. Cheerio.

En baby fylder (halv)år, og en kusine taler ud

Engang i februar.

Hep hep for AnneLises indlæg om moderskab her, som jeg læste netop på denne grå morgen i North Yorkshire, hvor jeg sad med min lillebitte neskaffe nr. 2 og overvejede det faktum, at Phd-Baby er præcis et halvt år gammel om tyve minutter. Og undrede mig over, hvor hurtigt de sidste seks måneder er gået, og hvad jeg egentlig har lavet?

Aldrig har jeg læst så få bøger. Aldrig har jeg tænkt så lidt på academia. Aldrig har jeg set så mange madprogrammer på computeren, spist så mange præfabrikerede retter og googlet mærkelige ting fra tidlig morgen til sen aften. Aldrig har jeg været så irriteret på min kæreste, så træt og så usoigneret (ses ofte til legestue i St Oswald's Church i nattøj). Og aldrig har jeg været så forelsket i min kæreste, følt mig så stærk og været så stolt over, hvad vi egentlig kan, når vi skal. Aldrig har jeg kysset så meget, og aldrig har jeg grinet så meget. Aldrig har jeg gået så lidt i kirke, og aldrig har jeg følt mig så velsignet. Vi har en søn, og han er sund og rask og glad - og har verdens tykkeste kinder og synes selv, han næsten kan kravle. Og den anden dag fik han et kyllingeben at gnave i, og det var *heaven*.

Så selvom selv teologer kan blive i tvivl om, hvem og hvad de beder til, så skader det vel ikke at vende blikket mod himlen og hviske et lille "tak":

Fordi det hele er gået indtil nu.

Fordi vi nok skal få løst den gordiske knude, der hedder forældreskab og arbejde med tiden.

Og fordi han næsten har sovet en time nu...

Må ammehjernen debattere?

Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg har det endog *meget* svært med Anne Sophia Hermansens (eller ASH, som hun vist lidt frisk kaldes) fyndige generaliseringer om køn. At hun skriver morsomt skal jeg være den første til at indrømme, men de velhængte sprogblomster kan ikke skygge for, at hun gør sig til talskvinde for en verden af forkælede kønsstereotyper, som jeg har meget svært ved at genkende fra mit eget liv. Alternativt, at hun vist gennemgående mener, at feminister af den lidt ældre skole (som nedenstående) generelt bare ser spøgelser. (Giv hende i uge i Oxford, og så kan vi tale sammen igen...)

I den seneste svada føler jeg mig dog ikke bare ramt som kvinde, men også som mor. ASH skriver:

Men kvinder har skam en holdning og tager stilling til mange ting allerede, desværre bare ikke de ting, som Camilla Stampe åbenbart mener er de rigtige. Netdoktor.dk og Min-mave.dk er f.eks. to af de mest besøgte sites i landet, og her debatterer kvinder på livet løs uden frygt for at sige deres mening om emner, der ligger dem mest på sinde: Babyer.

Og her så jeg altså sort.

Mine damer og herrer. Jeg har, når jeg selv skal sige det, en ret god uddannelse. (Relativt) gode karakterer, en prisopgave med guldmedalje og en phd fra Oxford. Jeg blærer mig ikke, men objektivt set er det vel sådan bestået, ikk'? Ikke desto mindre besøgte jeg, da jeg blev gravid under min phd, mestendels bare to netsider: Alt om Børn og Min Mave.

HVORFOR?

Jeg er ikke dum, og jeg har aldrig nogensinde forestillet mig, at mit liv bare skulle handle om graviditet og babyer. Langtfra. Jeg er bidt af en gal akademisk ambition og vokset op med forældre, der indprentede os, at arbejde var vigtigt: man skulle finde noget, der gav mening, og så skulle man give den gas. Og ja, vores lægemor arbejdede meget. Til gengæld havde vi børn en ret klar fornemmelse af, at moderskibet var lykkeligst, når hun kunne få lov til (også) at se patienterne i sin praksis. Dermed ikke sagt, at børn ikke fyldte i vores familie, for vi er endog ret børneglade, skulle jeg mene, og der har altid været små størrelser i alle aldre. Men de har aldrig været det eneste, der betød noget. Og selv voksede jeg op med en forestilling om, at jeg skulle være professor i børnelitteratur på den A. S. Byattske måde, og så måske få et enkelt lille barn som oppe-i-trediverne. Måske. Og da jeg blev gravid, havde jeg så travlt med at færdiggøre min phd, at der ikke var mange minutter til at dyrke den moderkult, ASH har set sig gal på. Jeg debatterede hverken om Syrien eller størrelsen på min mave på nettet. Af den simple grund, at jeg ikke havde tid.

Til gengæld læste jeg debatterne. Og OMG, jeg var aldrig kommet igennem den graviditet med forstanden i behold uden de lavpraktiske betragtninger, jeg kunne finde på Min Mave. Skrevet med stavefejl og det hele, men indeholdende alt det, jeg ikke selv fik svar på i mine forhastede konsultationer hos jordemoderen. Bosat i et fremmed land og i en ny by, uden venner med børn i nærheden, og langt fra mor, søstre, kusiner og det danske sundhedssystem, så var disse inferiøre (i ASHs optik) sites det nærmeste, jeg kunne komme en ekspertgruppe. Og nærmest hver gang noget mærkeligt skete i min voksende og voksende hormonbombe af en krop, fandt jeg en eller anden form for svar efter et par minutter i Min Mave-land.

Tjekket? Næppe. Yummy Mummy-agtigt? Heller ikke. Men som gravid kvinde med tralvt arbejdsliv, så er der ikke så meget at gøre. Når det nære netværk er væk, så må man finde svar andetsteds. Ellers ville man rende den praktiserende læge på dørene hver anden dag - og noget siger mig, at ASH heller ikke ville bifalde det.

Så i stedet for at klandre kvinder, at vi besøger disse pinlige sites, så lad os dog spørge os selv, hvorfor vi gør det. Og så er diskussionen pludselig en lidt anden, for så handler det om, hvor meget plads og støtte man får som gravid kvinde, fødende kvinde, kvinde på barsel og ammende kvinde i det offentlige rum. Og det er en diskussion, jeg ikke vil komme ind på her - men bare antyde, at vi er ude i noget med menneskerettigheder. Nuff said.

Og nu kan jeg ikke skrive mere, for nu vågner babyen, gud bedre det, og jeg skal videre med dagens dont. Først en hurtigamning, og så i al hast i barnevognen og afsted til vaccination hos Nurse Helen. Vi har travlt.

Med ved I hvad? 100 kroner på, at ASH selv har besøgt disse internetsider som gravid.

William Blake i KD

Nu er William Blake jo desværre ikke en, man ofte læser om i de danske medier, men der er altså en lille artikel i KD, som Deres Teolog også medvirker i. Desværre er artiklen lukket for ikke-abonnenter (inkl. mig selv...), men linket er her - så kan I enten tænke jer til resten, vente på den bliver frigivet, eller finde en papirudgave på det nærmeste bibliotek. Jeg ved ikke, hvornår artiklen blev bragt, dog - det faktum, at min præstefader endnu ikke har ringet mig op for at grine af mit klodsede danske sprog får mig til at mistænke, at den ikke har været bragt endnu, men så er den vel ikke på nettet? Al oplysning modtages med kyshånd. Og så afsted til... babyyoga,

Sne over York

Ved godt, det ikke er en nyhed. Er bare så pænt. Flere billeder på min fb-side, hvis man skulle være interesseret.