The Son and the Silence

Ms band moi Caprice er på trapperne med en nyudgivelse, som vist er en slags Best Of... kombineret med nogle nye numre (er vi virkelig blevet så gamle. Jeg mener: best of...?). De gamle numre kommer i den anledning i ny indpakning, og det er der blevet nogle rigtig fine ting ud af, så vidt jeg kunne høre på det udvalg, de har lagt på deres hjemmeside. Windmills har f.eks. altid været en fin sang, men er nu blevet endnu finere. Fint. Men: The Sun and the Silence optræder også. Nuvel, et gammelt hit. Men hvorfor har de ikke i forbindelse med den nye indspilning ændret titlen på sangen? Den gamle titel emmer af gymnasieband i 90'erne og af at læse Nietzsche for første gang. Nej, en elegant ændring til The Son and the Silence ville sætte sangen lige lukt ind i en ny og mere voksen kontekst, hvor det handler om byen, parforholdet, den mærkelige følelse ved at blive far, at få fortid og nutid til at mødes, etc. etc. Og med et ville teksten også få flere brydninger og blive lidt mere interessant; mere desperat, mindre melodramatisk. Son/sun er, btw, et yndet ordspil i 1600-1700-tallets England, har selvfølgelig frelseshistoriske overtoner, og jeg tror også, Blake spiller væsentligt på det. Ihvertfald er en sol hos ham sjældent "bare" er en sol.

Hvorfor kom jeg på alt dette? Jo, i tirsdags fik jeg akut spat af at sidde og Oxford og nørkle, så istedet tog jeg til koncert med Mew og Choir of Young Believers i Shepherds Bush Empire - propfuldt af danskere... Choir of Young Believers varmede op, og jeg fik lidt af en overraskelse, da to af livemusikerne viste sig at være fra Ms band - glad var jeg, de gjorde det godt, og da jeg kom hjem, var jeg nødt til at finde ud af, hvad de havde på bedding for tiden.

The Sun and the Silence er nu stadig en lidt irriterende sang. Bare lidt.

Følelser omkring fodnoter og arbejdsdisciplin

Der er et bestemt sted i A.S. Byatts Possession, jeg ofte tænker på, når jeg sidder sådan en grå formiddag ved skrivebordet og prøver at skrive (forestil Dem Den Bedre Halvdel ved skrivebordet bag mig, tastende flittigt og lykkeligt derudaf. Forestil Dem mig med lige dele misundelse og dårlig samvittighed over ikke at være dygtigere).

James Blackadder composed a footnote. He was working on Mummy Possest (1863). He used a pen; he had never learned newer methods; Paola would transfer his script to the glimmering screen of the word-processor. The air smelled of metal, dust, metal-dust and burning plastic. [Så følger selve fodnoten, som er meget lang - langt over, hvad mine vejledere ville tillade.] Blackadder looked at all this, and crossed out the adjective 'curious' before 'feminist attack'. He thought about crossing out 'somewhat lurid and imaginative' before Cropper's account of the seances. These superfluous adjectives were the traces of his own view, and therefore unnecessary. He contemplated crossing out the references to Cropper and Dr Wicker in their entirety. Much of his writing met this fate. It was set down, depersonalised, and then erased. Much of his time was spent deciding whether or not to erase things. He usually did.

Dårlig samvittighed

Dagens fulde udbytte: to biblioteksbøder, tre linier skrevet af nyt kapitel, nye striber i håret, kaffe med to venner, der har deres D.Phil vel overstået, indkøb af to nye bøger, jeg ikke helt har brug for, samt modtagelse af den gode Blake Records, Second Edition i posten. Næppe en af de dage, jeg kommer til at nævne i semesterrapporten...

Biblioteksjalousi

Snuppede et hurtigt billede på vej til The Bible in Art, Music and Literature seminar idag, som holder til på Trinity. Jeg er helt klart den jaloux type, når jeg besøger andre colleges. Se f.eks. dette dejlige lyse højloftede bibliotek, den fine bygning, det flotte lys, og regn så også Trinitys dejlige græsplæne, hyggelige træer, placering lige over for den gode sandwichbar på Broad Street etc. etc. med i regnskabet. Jaloux, ligesom jeg er på Oriel. Og Worcester, for slet ikke at tale om Wadham...

Et billede

Ikke andet fra mig denne søndag aften end et billede af Radcliffe Camera, som er en del af Bodleian (biblioteket) her i Oxford. Billede er taget fra det yndede turistmål, som er tårnet af St. Mary's, eller University Church, på High Street. Her stod man med Moderskibet og glædede sig over udsigten hele vejen rundt.

Privilegeret

Er optaget af en af de ting, jeg synes er noget af det bedste ved at være her: at få lov til at læse mine vejlederes bøger igennem, før de bliver sendt til udgivelse. Begge mine vejledere barsler med en ny Blake-bog, den ene meget lille, den anden noget større, og begge har de været generøse nok til at dele den med mig, før den kommer afsted til forlaget - vist i håb om nogle begavede input, men det bliver ikke fra mig; jeg holder bare tungen lige i munden for at kunne følge med. Der er nu noget helt særligt over at sidde med de nyudprintede sider og en kuglepen i hånden, og så for en gangs skyld være den, der sætter røde streger og påpeger typos og manglende punktummer i fodnoterne. Måske er det den slags aktiviteter, der holder vejleder-studerende forholdet i balance?

Jeg holder jer opdateret om, hvornår de kommer ud. Og nu: tilbage til den røde kuglepen. Jeg er nådesløs!

Radio, part II

Her er det lille link til det lille radioprogram. Selv endte jeg med at gå hele dagen i går og tænke på hjerner og spædbørn og social kontakt, efter at have hørt min med-Queensianer (hvad hedder vi?) fortælle om det. Det er spændende, og også en lille smule skræmmende, synes jeg - får de fingrene for langt ned i ursuppen en dag? Måske er det bare mig, der er gammeldags.

Og for at det ikke bliver for selvoptaget nu, vil jeg drikke endnu en kop kaffe og så vende blikket mod den bette Blake igen og hans Descriptions of The Last Judgment samt Public Address. Det bliver godt at forsvinde ind i.

RadioReklame: Queen's College på P1

Denne reklame kommer i lidt god tid, for i aften lander Moderskibet, og så bliver de næste par dage 1) noget travle og 2) forhåbentlig oplevet langt væk fra computeren (bruger min vejleder mon Google Translate?).

Altså: på søndag d. 25. oktober kan man høre et lille indslag med mig i radioen, nærmere bestemt i Tro og Eksistens på P1. Programmet begynder 08:03 (ja, undskyld) og varer en timestid, og det er den såkaldte "Eftertanke", jeg står for. Hoveddelen af programmet er en samtale med Morten Kringelbach, som er en dansk hjerneforsker, der også hører til på Queen's - glæd jer til at høre ham. Og bliv så hængende bagefter, hvis I også har lyst til at få opfrisket jeres Blake.

PS: når man ikke udsendelsen live, kan den efterfølgende høres et eller andet sted i nærheden af dette link, hvor man også kan gå på opdagelse i arkivet.

Skagenbog

Nu må det snart stoppe, jeg ved det! Men hvor skal jeg gøre af al min begejstring, hvis jeg ikke må lægge den her? De engelske venner er mildt sagt ikke særligt interesserede, og jeg kan ikke klandre dem for det.

Altså: Eddies nye bog er ude på People's Press, og jeg håber meget, Moderskibet tager et eksemplar med til mig, når hun kommer i næste uge. Eddies bøger er vidt forskellige fra Anne Lises, men jeg holder meget af begge forfattere: hos Anne Lise er det sproget og sensitiviteten, der fanger mig, hos Eddie er det de gode historier, det underfundige blik på verden, og beskrivelsen af dele af Danmark, man ellers let glemmer, når man sidder i København. Og er det bare mig, der voksede op som arrig Skagenbeboer? Arrig over, at Weekendavisen handlede om København-København-København, når man nu sad på stuegulvet på Sct. Laurentiivej i Skagen og faktisk sagtens kunne følge med, arrig over, at søndagsaviserne aldrig nåede frem til Skagen om søndagen, og ikke mindst arrig over resten af Danmarks (føltes det som) ublu romantisering af Skagen.

Jeg kunne skrive side op og side ned om dette, men vil ikke gøre det nu. Derimod vil jeg glæde mig til at læse en bog (også) om et lidt mere virkeligt Skagen end det, du ser i endnu en fotobog.

Eddie Thomas Petersen: Ønskebarnet. People's Press, 2009, 299,-. Se anmeldelse fra Nordjyske Stiftstidende her.

Lidt stolt

Fik tilsendt dette billede af min gode redaktør på Anis her i formiddags, forestillende en boghandlers vindue et sted på Frederiksberg. Hvis De klemmer øjnene sammen og holder hovedet tæt op mod skærmen, vil De kunne se, at det er et vindue med min bog i. Og lidt stolt er jeg vel! Især fordi jeg endnu ikke selv har set den i nogen boghandel - ikke fordi den ikke er at finde, men fordi jeg så sjældent er hjemme i DK og kun har været i Kvissel og på Læsø efter udgivelsen (og selvom Brugsen i Byrum har næsten alt, så...).

Photo credit: Jeanne fra Alfa (m. mobilkamera).

Hildegard

Anne Lises nye bog udkommer i dag, og åh, hvor ville jeg ønske, jeg kunne flintre ned i en boghandel, købe den, hoppe fluks hjem i lænestolen, holde efterårsferie, og så læse derudaf. Der er flere problemer i dette: 1) jeg er ikke i Danmark, 2) man holder ikke efterårsferie i dette ugudelige land (hvem gider også det? Til gengæld starter semesteret sandt at sige først på søndag), 3) jeg har travlt med at forberede et yderst spændende besøg imorgen (mere om dette snart. Jeg kan afsløre, at det har noget at gøre med en journalist).

Lad mig komme anklager om familienepotisme og namedropping i forkøbet: ja, forfatterinden er min kusine (og det er jeg til enhver tid klar til at prale endeløst af). Men hun er også en rigtig god forfatter, og har endvidere denne gang skrevet en bog, der falder lige lukt ned i mit interesseområde. Ikke blot er jeg endog meget glad for middelalder og stærke kvinder, jeg trækker også hele tiden tråde tilbage til middelalderen i mit Blake-arbejde - primært ang. hermeneutiske overvejelser især hos cistercienserne (om at gå ind i Bibelen på en meget "blakesk" måde) og det integrerede forhold mellem skrift og billede, som også findes i mange illuminerede manuskripter fra middelalder. Derudover har Hildegard og Blake også den åbenlyse lighed, at de begge taler om at have visioner, noget, som den moderne forskning (og ihvertfald også Blakes samtid) har haft det svært med. Meget generaliseret kan man måske sige, at Hildegards talen om visioner tages en lille smule mere alvorligt end Blakes - måske fordi hun taler fra et indefra-kirken-perspektiv, mens Blake opfattes som decideret stående udenfor? Diskussionen er selvfølgelig ikke så sort-hvid, men interessant er det ihvertfald, at man aldrig rigtig lader til at vide, hvad man skal mene om sådanne "visioner". Endelig lader det til, at Blake og Hildegard bruger nogle af de samme former i illustrationerne af deres visioner. Dette er noget, jeg først lige er blevet opmærksom på, og jeg glæder mig til at snuse videre i det.

Nok for nu. Jeg må videre med forberedelserne til imorgen.

Køb bogen i din boghandel (Anne Lise Marstrand-Jørgensen: Hildegard. 400 s, 299 kr, Gyldendal), læs anmeldelse fra KD her, og følg Anne Lises egen blog her.

Bis bald.

Evighed på en grå tirsdag (er det tirsdag?)

"But Milton entering my Foot; I saw in the nether
Regions of the Imagination; also all men on Earth,
And all in Heaven, saw in the nether regions of the Imagination
In Ulro beneath Beulah, the vast breach of Miltons descent.
But I knew not that it was Milton, for man cannot know
What passes in his members till periods of Space & Time
Reveal the secrets of Eternity: for more extensive
Than any other earthly things, are Mans earthly lineaments.

And all this Vegetable World appeard on my left Foot,
As a bright sandal formd immortal of precious stone & gold:
I stooped down & bound it on to walk forward thro' Eternity."
(Milton 21,4-14, E115)

Begyndelsen på et succesfyldt semester...

...er et herreagtigt skrivebord. Her er mit, og uden at kny vil jeg nok sige det er mit bedste skrivebord siden Skagen ca. 1990-98 samt 98-2002 (?). Hvis ikke jeg kan arbejde her, så ved jeg ikke, hvor jeg skulle kunne. Og jeg har genopdaget opslagstavlens kvaliteter! Endelig er jeg stolt af, at der både er blevet plads til Dylan, Jesus, Simone de Beauvoir og Den Lille Havfrue (m.fl.), samt værker af Blake, Emil Nolde, Kirkeby, Krøyer (man er vel fra Skagen) samt ikke mindst et fotografisk arbejde fra Moster Annes hånd.

PS: studser De over den dårlige belysning og mener, den ikke vil kunne holde til timers natarbejde, så kan jeg bare sige, at det er en bevidst del af mit nye liv. Natlæsning/-skrivning er SO speciale-agtigt. Vi ph.d'er arbejder om dagen ligesom almindelige mennesker (sagde hun til sig selv med overbevisning i stemmen).

Ønskes: overtalelsesevner

De sidste to dage har jeg været engageret i en langtrukken emailkorrespondence med nogle bibliotekarer fra Bodleian, som helst ikke vil lade mig lege med den manuskriptudgave af The Marriage of Heaven and Hell, som Bodleian ejer - og mit job er så at overtale dem til det. Nuvel, en klassisk problemstilling - bortset fra at jeg altid har set mig selv som værende på bibliotekarernes side. Mine sidste år på KU havde jeg det bedste studiejob på det teologiske bibliotek, hvor jeg ikke blot lærte en masse om, hvordan biblioteker fungerer og hvad de rummer af skatte, men også hvorfor bibliotekaren bør være din bedste ven. Kort sagt: biblioteker er fantastiske, bibliotekarer er guldgruber af viden, og begge bør behandles med respekt.

Ideelt set, altså. Og på Bodleian ER de fantastiske og søde og hjælpsomme, ligesom i resten af verden (jeg vil slet ikke komme ind på bibliotekaryndlingen Alain her), men de hæger også over bøgerne, som var det deres børn. For at gøre en lang historie kort, så endte min uskyldige forespørgsel om at se The Marriage (som min vejleder havde beordret mig til) i en lang korrespondence med tre forskellige bibliotekarer om, hvor vigtigt det er for dem at værne om deres kulturarv, hvordan manuskripterne er i meget dårlig stand, hvordan jeg VIRKELIG skal have brug for at se dem, hvis de skal give mig lov, etc. Til sidst var jeg helt flov over overhovedet at have spurgt (men det var jo vejlederen, der fik mig til det...) og meget i tvivl om, hvorvidt jeg overhovedet fortjener det.

Tilbage står det, at det faktisk er vigtigt for mig ikke bare at se reproduktioner af Blakes ting, men også at kunne få et indtryk af bøgernes egentlige fysiske fremtoninger, hvordan farverne ser ud nu, dimensionerne, papirets tykkelse, etc. Det samlede billede er ikke ligegyldigt, og kan ikke reproduceres. Oveni kommer så de vigtige observationer af, om Blake har lavet noter, overstregninger, etc. i manuskripter. Alt det er vigtigt, også selvom man bare er en snoldet lille ph.d-studerende.

Jeg krydser fingre og går tilbage til de overtalende emails. Med et langsomt hovede fra gin-aften igår, hvor jeg sendte en veninde til York, hvor hun skal påbegynde en ph.d.

Hvordan får man en århusianer til Oxford?

Tilbragte fredag eftermiddag og aften med at mødes med en mindre dansk litteraturklub (seks århusianske mand høj) og tale om Blakes "Book of Urizen". Klubben havde lavet en lille udflugt til England med to dage i Oxford, og jeg havde lovet at give dem nogle ideer til hvad man kunne se i Oxford samt give dem et oplæg om "Book of Urizen" på mit college, Queen's. Og jeg ved ikke, om de morede sig, men det gjorde jeg ihvertfald! Jeg har opdaget, at en af de bedste ting overhovedet ved at skrive ph.d. om sådan en starut som Blake er at mødes med ikke-forskere, men læsere, og så få diskuteret, smidt ideer på bordet, angrebet tingene ud fra andre vinkler, få sammenlignet Blake med andre kunstnere, jeg ikke normalt ville sammenligne ham med. Og bedst af alt: bare være vidne til dels hvordan Blake stadig virker på folk, men også hvordan han virker forskelligt på folk; teologen taler teologisk, psykologen psykologisk, fotografen ud fra en billedmæssig vinkel, etc. (Økonomerne læste dog ikke økonomisk, vil jeg understrege. Eller hvis de gjorde, holdt de det ihvertfald for sig selv.) Og ud af disse syv forskellige læsninger groede så en god og spændende diskussion, som har givet mig masser af stof til at arbejde videre med.

Og så sidder man der i lænestolen på Queen's og kigger rundt på den diskuterende gruppe og tænker: det er det her, det handler om. Det kan godt være, jeg skal have skrevet min egen afhandling på 100.000 ord (eller hvor meget, det nu er), men det, det egentligt handler om, er at få folk til at læse teksterne, hoppe på hovedet ud i dem, tage dem til sig som deres egne, og få dem til at åbne sig og leve i diskussionen mennesker imellem. Det skal man hverken være Blake-ekspert, have endeløst af fritid eller kunne læse superperfekt engelsk for. Man skal bare have en god portion mod & nysgerrighed, og det havde de seks århusianere.

Farvel ferie

Deres teolog er hjemvendt. 10 dage i Nordjylland gjorde underværker, og (som udlandsdanskere ynder at sige) vikingebatterierne er nu opladt; jeg har hamstret strikkede sweatre nok til at modstå vinterens kulde i de engelske huse, fået tørrede æblestykker med fra Mama Jessen og har indkøbt endnu en ladning danske bøger fra genbrugsbutikker: Thorkild Hansens "Slavernes Øer" og Doris Lessings "En krusning efter uvejret" og "En god nabos dagbog" (hun er en af de eneste engelsksprogede forfatter, jeg kan holde ud at læse i dansk oversættelse. Snob var man, og snob er man). Af mærkelige grunde fik jeg også købt Thorkild Hansens "Slavernes Kyst", som jeg fuldstændig havde glemt, jeg faktisk havde herovre. Nu må jeg finde en anden sagesløs dansker i Oxford at give den til. Endelig fik jeg foræret Leszek Kolakowskis "God owes us nothing" og "Religion" af en ven af familien.

Men er jeg klar til en ferie, der er forbi? Ikke helt, synes det. Jeg skal have fabrikeret et foredrag om Blakes "Book of Urizen" til fredag, heldigvis på dansk, men drømmer stadig om en feriegård på en nordjysk ø, panter-is på færgen, septemberbadning osv. osv. Billedet er fra færgen, som den nærmer sig Læsø, og nederst et fra Kvissel.

Og dog:

Bussen går først om nogle timer, så heldigvis var jeg stadig hjemme, da postmanden ringede på med to pakker til mig. Den ene var fuldstændigt kedsommelig, men den anden indeholdt, oh begejstring, en dansk salmebog, afsendt af en trofast og værdsat læser af denne blog! Nu står den på min hylde og afventer de mærkelige øjeblikke i livet, hvor man har helt og aldeles brug for salmebogen, og intet andet.

Det er forresten ikke første gang, den pågældende trofaste læser tyer til pakkeposten; for nogle måneder siden, efter mit begejstrede indlæg om Frida Hyvonen, modtog jeg nogle dage senere intet mindre end hendes seneste cd. Jeg er meget heldig.

Og så igen: på gensyn.

Turen går til ... Nordjylland

Deres udsendte tager på ferie. Potteplanterne er stillet i badekarret, rygsækken er pakket, og vejlederne er informeret (men glemmer det sikkert). Farvel, og på gensyn.

...og Blake i NY

Fra 11. september til 3. januar næste år kan man også gå ind at se en Blakeudstilling på The Morgan Library & Museum i New York. Se omtale her. Amerikanerne har en masse af Blakes ting efterhånden (ikke bitter, ikke bitter), så der skulle nok være noget at se på. Selv leger jeg med tanken om en tur til Yale engang næste år for at se bl.a. den fantastiske udgave af Jerusalem, de har derovre. Vi får se.

Blake-dag på Tate 25. sep.

Fredag 25. sep. holdes et heldags Blake-symposium på Tate Britain (i anledning af den lille udstilling, der siden april har markeret 200-året for Blakes 1809-udstilling). Michael Phillips fra York, en stor kapacitet i Blakeverdenen, holder det første oplæg, og mellem talerne findes også David Fallon, som jeg kender her fra Oxford - en spændende fyr med en uhyggelig evne til at kunne citere Blake (åh, om ens hukommelse dog var noget særligt...). Billetter a £25 (£15 for studerende) kan købes her, hvor det fulde program også kan ses.

Selvfølgelig ligger symposiet lige præcis på den dag, hvor jeg for længe siden har lovet en lille dansk gruppe at holde oplæg om Blake her i Oxford. Jeg brokker mig ikke, for jeg glæder mig rigtig meget til det - men om jeg bare havde vidst det, kunne jeg have planlagt lidt anderledes. Pyt.