Nødbremse

Det hjælper også at gå en tur i Somerset - billede fra weekenden nede sydpå.

Da jeg startede bloggen for lidt over tre år siden, lovede jeg mig selv to ting: det skulle ikke være en klynkeblog, og jeg ville ikke tage billeder af mad.

Dengang var jeg måske ikke helt bevidst om, at jeg en dag ville sidde med en deadline på phd-en, der nærmede sig, og galopperende nervøsitet over, hvordan man overhovedet kan skrive sådan en fætter færdig. Hvornår er den færdig? Hvor perfekt skal den være - er vi ude i 80/20-princippet, eller skal den faktisk være 100%? Hvornår er jeg klar til at tilgive mig selv for, at jeg ikke altid er helt lige så klog, som jeg ville ønske? Og hvordan i alverden holder man dampen oppe?

Tja - jeg lovede også mig selv, da jeg begyndte bloggen, at den ikke skulle blive noget akademisk glansbillede. Det behøver man nemlig bare tale med sine medstuderende for at få serveret - og ud over, at det oftest er en stor løgn, så har det aldrig været til gavn for nogen.

Så lad os bare være helt ærlige: det sidste halve år trækker tænder ud. Det gør det bare. Også selvom jeg stadig elsker mit projekt, nyder at skrive, får mavepine over særligt gode kapitler (på den gode måde) og får tårer i øjnene over at læse Blakes breve. Man er fanget i en ubehagelig kombination af utålmodighed for at blive færdig, frustration over ikke at være så dygtig, som man gerne ville være, bekymring over ikke at have nogen indtægt, bekymring over arbejdsmarkedet, forventninger fra ens vejleder - og ensomhed, fordi man nu har siddet alene i +tre år. Det, mine damer og herrer, kan gøre den mest passionerede akademiske sjæl skør.

Så jeg prøver at være hård i filten, god mod mig selv og struktureret på samme tid. For det meste går det sådan lige, med hiv og sving, masser af god skrivemusik, tidlige morgener og gode venner, der er i samme situation.

Men når man går i seng med mavepine og vågner op med mavepine igen, så er det på tide at trække i nødbremsen. Jeg har for længe siden lært af Get a Life, Phd (min livline), at mængden af arbejdstimer ikke nødvendigvis er proportionel med produktiviteten. Så når jeg har lidt for travlt, skruer jeg ikke op for mængden af arbejdstimer, men ned.

Så i går holdt jeg tidlig fyraften fra kl. 18 og så fjernsyn med Dr. B. Her til morgen gik jeg ikke direkte til computeren i mit nattøj som sædvanligt, men spiste morgenmad med den pæne mand. Kl. 13 skal vi spise frokost sammen inde i byen - og så har jeg to timers god skrivning på en cafe, før jeg mødes med en veninde til te kl. 16. Og så skulle den mavepine også være barberet.

Hvordan jeg vidste, at det var ved at gå galt? Fordi jeg mødte en af mine nye Yorkvenner på biblioteket i går, som jeg er meget glad for, men i virkeligheden ikke kender særligt godt. Og blev så taknemmelig over at se et venligt ansigt, at jeg bare havde lyst til at hulke og kaste mig om halsen på ham. Det ville nok have skræmt den stakkels englænder fra vid og sans.

Så i dag er det nødbremsedag med skrivetid på "kun" seks timer. Det føles jo som weekend.

Og så op til computeren, for nu er klokken ni.