Teolog på afveje

Lørdag morgen med kaffe og Nebukadnesar

2012-01-28T08:04:00.001Z

Jeg tripper over The Marriage of Heaven and Hell (1790-93) for gud ved hvilken gang. Her ses Nebukadnesar, der kravler skræmt hen ad jorden med sin kongekrone på, mens den endelige omvendelse sker i teksten. Og nederst ser vi den allerførste linie, jeg lærte udenad for 13 år siden, uden at vide nogetsomhelst andet om Blake:

One Law for the Lion & Ox is Oppression

Little did I know...

Glædelig weekend, my darlings.

Spy Nozy/Spinoza

2012-01-27T14:32:00.001Z

Spinoza, den flotte fyr.

En af de morsomte historier fra Coleridges liv er den om, hvordan han som ung - sammen med William og Dorothy Wordsworth - oplevede at blive udspioneret på grund af sine politiske holdninger. Her er hans egen udgave af historien om den kiksede spion med den store næse, der gemmer sig bag træer og buske og aldrig har hørt om Spinoza. Uddraget er fra Coleridges selvbiografiske Biographia Literaria fra 1817:

...a SPY was actually sent down from the government pour surveillance of myself and my friend. (...) He had repeatedly hid himself, he said, for hours together behind a bank at the sea-side (our favourite seat) and overheard our conversation. At first he fancied, that we were aware of our danger; for he often heard me talk of one Spy Nozy, which he was inclined to interpret of himself, and of a remarkable feature belonging to him; but he was speedily convinced that it was the name of a man who had made a book and lived long ago.

Og således troede den stakkels spion med den store gynter altså, at Coleridge og hans kumpaner havde opdaget ham og givet ham øgenavnet 'Spy Nozy' - når de i virkeligheden bare ganske uskyldigt diskuterede Spinoza.

Åh fnis, altså.

Og således oplivet kaster jeg mig ud i arbejdsugens sidste timer.

Med Dorothy gennem januar

2012-01-24T11:55:00.000Z

Dorothy Wordsworth (1771-1855)

Jeg købte en fin blågrøn udgave af Dorothy Wordsworths dagbøger i en genbrugsbutik den anden dag og læser den nu som en slags almanak. Dorothy var - som I nok ved - William Wordsworths søster og boede sammen med ham, både før han blev gift og efter. Dengang var søstre så praktiske at have.

På denne dag - d. 24. januar 1798 - skrev hun i sin dagbog:

Walked between half-past three and half-past five. The evening cold and clear. The sea of a sober grey, streaked by the deeper grey clouds. The half dead sound of the near sheep-bell, in the hollow of the sloping coombe, exquisitely soothing.

Og det er jo ikke noget særligt - og alligevel. Et fint lille øjebliksbillede fra et liv, der var engang.

I 1798 var Dorothy og William bosat i det sydvestlige England i Somerset, tæt på, hvor jeg var på weekend for nogle uger siden. De var flyttet derned for at være tæt på Coleridge. Senere flyttede de allesammen til The Lake District i det nordvestlige England, og alt gik galt. Men det er en helt anden historie.

Blake Classic

2012-01-23T10:17:00.000Z

Mutual Forgiveness of each Vice

Such are the Gates of Paradise

(For The Sexes: The Gates of Paradise,

Prologue, E259)

Weekend with a view

2012-01-21T10:31:00.001Z

Nogle gange fortrækker jeg til Coffee Culture for at skrive - og tager min kaffe med helt op på tredje sal.

Ah, weekend.

Jeg skal skrive et forslag til en artikel færdigt, rette mit kapitel om Blake og Bøhme helt igennem og sende det til redaktøren, udarbejde og sende et budget, læse Coleridge-biografien færdig (215 sider) - og så spise middag og gå på pub med gode venner, samt have besøg af en tedrikkende besøgende fra London. (Og se håndbold).

Glemte jeg at sige, at jeg var oppe kl. syv i morges for at skrive?

Et lille skridt for andre - en kraftanstrengelse for en, der har så svært ved at komme op om morgenen, som jeg har.

I behøver ikke rose mig for at være en dygtig studerende. Men I må da gerne.

Murphys lov - eller noget i den stil

2012-01-20T13:19:00.000Z

En anden metode til at højne dagens kvalitet er at stjæle naboens kat.

Jeg ved ikke, hvordan det er med andre former for skrivning, men det er stensikkert i den akademiske skriveproces, at man ikke kan have to gode dage i træk. Der er ingen god forklaring på det, men alle andre phd-studerende, jeg kender, har samme problem. Man har een fantastisk dag (læs: igår), hvor man skriver inspireret, præcist og effektivt fra syv morgen til frokost non-stop - og tager en ordentlig etape om eftermiddagen også, bare lige for at slå effektiviteten fast med syvtommersøm. Næste morgen (læs: idag) vågner man op med tungt hovede og helt sort under øjnene, slæber sig hen til computeren og stirrer fortabt på selvsamme dokument, man dagen før tonsede igennem, som blev man betalt for det. (I wish...)

Spørgsmålet er nu, hvordan man håndterer det, og hvordan man ender med alligevel at få noget ud af dagen uden at føle sig som personificeringen af et akademisk sort hul?

Først kan man bruge anledningen til at få noget af alt det rutinearbejde fra hånden, man ikke har blik for, når man inspireret skriver derudaf: finde referencer, man ikke lige kunne huske i farten, få downloadet billeder, der skal bruges i ens appendix, og få rettet nogle fodnoter. Men det er for kedeligt at lave en hel dag, og man mister alligevel modet efter noget tid.

Så er det, Pomodoro-metoden kommer ind i billedet. Tanya fra Get a Life, Phd har beskrevet metoden - og selvom man da godt kan følge hendes eksempel og downloade en eller anden mærkelig app til sin smarte telefon (indsæt moralsk overlegent ansigtsudtryk), så kan man altså også bare gå i gang med et ganske almindeligt æggeur.

Metoden går ganske enkelt ud på, at man sætter uret til 25 min, og så ellers arbejder derudaf. Når uret ringer, tager man fem minutters pause, og så starter man forfra igen med 25 minutter - og efter fire omgange holder man en lidt længere pause.

Og ja, det lyder måske lidt plat. Men det skyder altså gang i effektiviteten og kreativiteten på de dage, hvor det ellers står helt stille inde bag pandelappen. Så på denne grå grå grå fredag, hvor jeg ellers var ved at tabe modet over min manglende koncentrationsevne, fyrede jeg lige fire x 25 minutter af - og fik skrevet flere sider, afsluttet et svært afsnit og kan nu spise frokost med god samvittighed.

Sent på eftermiddagen løber man så en lang tur for at få den dumme dag ud af hovedet. Og så kan man begynde at glæde sig til næste dag, som jo altså (ifølge phd-skrivningens lov) bliver - fantastisk.

Undskyld mig, men det er da smart.

PS: Charlie Brooker bruger også metoden.

Hver dag...

2012-01-17T22:51:00.000Z

...glæder jeg mig til min eftermiddagsgåtur. Så går jeg der og snakker med mig selv. Det er så sandelig de små glæders tid.

Det kan godt være, det bare er en lille provinsby, men jeg synes, her er så dejligt. Så'n er det.

Mine små grøntsagsmænd

2012-01-16T13:06:00.000Z

Nu er dette jo ikke en livsstilblog (etc. etc. etc.)...

Men derfor må jeg vel gerne nævne alligevel, at vi - da vi var i Somerset i sidste weekend - selvfølgelig ikke kunne gå forbi Hugh Fearnley-Whittingstalls River Cottage cafe i Axminster uden at gå derind.

Jeg har været der engang før, da den (meget belejligt) ligger i den by, vi tager toget til og fra, når vi skal besøge Dr. Bs Gran ude på landet. Sidste gang vi var der, fik jeg den bedste kop kaffe, jeg nogensinde har fået (nr. to er en kop, jeg engang fik i Poesiens Hus - og det er ikke engang løgn). Denne gang havde vi brug for noget lidt mere mættende, så vi havde noget at stå imod med på den lange togtur tilbage til York, så vi kastede os over en salat, en pastaret, dejligt dejligt brød - og varme pomfritter. Og det var godt. Thumbs up til Hugh, ikke mindst for at have en så god cafe i en så ellers kedsommelig by meget langt væk fra London.

Vi sad ved bord 37.

Og for at det ikke skulle være løgn, så morede vi os i toget hjem med at se et program på BBCs iplayer om Yotam Ottolenghi, der tog tilbage til Jerusalem (hvor han voksede op) for at lave mad. Og det var også godt. Desværre er det forsvundet fra iplayer nu, men jeg fandt et lille klip på youtube, hvor han laver dessert. Og den får I, fordi han er så sød.

Og så burde jeg vist begynde at tænke på Blake igen. Kan man lave post-doc om Yotam?

Nødbremse

2012-01-11T09:10:00.002Z

Det hjælper også at gå en tur i Somerset - billede fra weekenden nede sydpå.

Da jeg startede bloggen for lidt over tre år siden, lovede jeg mig selv to ting: det skulle ikke være en klynkeblog, og jeg ville ikke tage billeder af mad.

Dengang var jeg måske ikke helt bevidst om, at jeg en dag ville sidde med en deadline på phd-en, der nærmede sig, og galopperende nervøsitet over, hvordan man overhovedet kan skrive sådan en fætter færdig. Hvornår er den færdig? Hvor perfekt skal den være - er vi ude i 80/20-princippet, eller skal den faktisk være 100%? Hvornår er jeg klar til at tilgive mig selv for, at jeg ikke altid er helt lige så klog, som jeg ville ønske? Og hvordan i alverden holder man dampen oppe?

Tja - jeg lovede også mig selv, da jeg begyndte bloggen, at den ikke skulle blive noget akademisk glansbillede. Det behøver man nemlig bare tale med sine medstuderende for at få serveret - og ud over, at det oftest er en stor løgn, så har det aldrig været til gavn for nogen.

Så lad os bare være helt ærlige: det sidste halve år trækker tænder ud. Det gør det bare. Også selvom jeg stadig elsker mit projekt, nyder at skrive, får mavepine over særligt gode kapitler (på den gode måde) og får tårer i øjnene over at læse Blakes breve. Man er fanget i en ubehagelig kombination af utålmodighed for at blive færdig, frustration over ikke at være så dygtig, som man gerne ville være, bekymring over ikke at have nogen indtægt, bekymring over arbejdsmarkedet, forventninger fra ens vejleder - og ensomhed, fordi man nu har siddet alene i +tre år. Det, mine damer og herrer, kan gøre den mest passionerede akademiske sjæl skør.

Så jeg prøver at være hård i filten, god mod mig selv og struktureret på samme tid. For det meste går det sådan lige, med hiv og sving, masser af god skrivemusik, tidlige morgener og gode venner, der er i samme situation.

Men når man går i seng med mavepine og vågner op med mavepine igen, så er det på tide at trække i nødbremsen. Jeg har for længe siden lært af Get a Life, Phd (min livline), at mængden af arbejdstimer ikke nødvendigvis er proportionel med produktiviteten. Så når jeg har lidt for travlt, skruer jeg ikke op for mængden af arbejdstimer, men ned.

Så i går holdt jeg tidlig fyraften fra kl. 18 og så fjernsyn med Dr. B. Her til morgen gik jeg ikke direkte til computeren i mit nattøj som sædvanligt, men spiste morgenmad med den pæne mand. Kl. 13 skal vi spise frokost sammen inde i byen - og så har jeg to timers god skrivning på en cafe, før jeg mødes med en veninde til te kl. 16. Og så skulle den mavepine også være barberet.

Hvordan jeg vidste, at det var ved at gå galt? Fordi jeg mødte en af mine nye Yorkvenner på biblioteket i går, som jeg er meget glad for, men i virkeligheden ikke kender særligt godt. Og blev så taknemmelig over at se et venligt ansigt, at jeg bare havde lyst til at hulke og kaste mig om halsen på ham. Det ville nok have skræmt den stakkels englænder fra vid og sans.

Så i dag er det nødbremsedag med skrivetid på "kun" seks timer. Det føles jo som weekend.

Og så op til computeren, for nu er klokken ni.

Og så lige en praktisk oplysning

2012-01-10T22:02:00.000Z

Jeg har nu lavet en facebookside for Teolog på afveje, som I kan gå hid og 'like', hvis I har lyst. Der er ingen tvang - ideen med den er bare, at 1) jeg kan have et sted for bloggen på facebook uden at plastre min egen væg til i 'læs-mig-indlæg', 2) at folk, der er på facebook, men ikke har en bloggerprofil, nemmere kan blande sig i debatten, og 3) at jeg kan have et sted at lægge nogle af de billeder, som jeg aldrig får taget mig sammen til lægge på selve bloggen - så kan de mere nysgerrige besøge facebooksiden, og dem, der ikke gider billeder, kan holde sig på moderbloggen. Smart, synes jeg selv.

Jeg ville gerne linke, men kunne ikke helt finde ud af, hvad min adresse egentlig er (hjælp, anyone?) - ellers søg på 'Teolog på afveje', så skulle den gerne komme op.

Alt det der med at lægge særlige fb-bokse på bloggen har jeg for længst opgivet...

Og SÅ tidligt i seng. Godnat!

-----------------

EDIT: Camilla ydede assistance, da min hjerne var brændt sammen. Linket til siden er nu her, og man kan allerede være så heldig at finde et grynet billede af en kat.

Hvad biografier kan gøre

2012-01-10T19:42:00.000Z

Det var Dr B, der opdagede det.

Coleridgebiografien, jeg læser for tiden, er i to bind, som er forfattet med knap ti års mellemrum - den første udkom i 1989, og den næste i 1998. Allerede første bind blev et lidt af et hit i den engelske biografijungle, hvilket er et faktum, der afspejler sig i den lille forfatterbiografi, der findes på omslaget.

I første bind hedder det om forfatteren Richard Holmes:

He lives in Brixton with the poet Vicki Feaver, and is currently working on a small boat.

I andet bind derimod er han rykket en tand op:

He lives in Norwich and London with the novelist Rose Tremain.

Rose Tremain!

Godt scoret.* Coleridge ville have været stolt.

Og så siger de, at det, vi laver, ikke har nogen forbindelse til virkeligheden?

-----
* Her kunne jeg skrive noget om små skaldede mænd med kedsommelig skrivestil, men det afstår jeg fra.

Afsted mod Somerset

2012-01-07T08:01:00.003Z

Weekenden byder på 90-års fødselsdag i Somerset. Jeg har pakket 2. bind af biografien om Coleridge, lange udprintede emails om et nyt Blake-projekt, og computeren - for jeg er nu det sted i min phd, hvor en seks timers togtur er for værdifuld at miste til hyggesnak og Ulige Numre på min ipod (også selvom Dr B er fortryllende selskab).

So long. Jeg siger tillykke til 'Gran' fra jer (still going strong og i eget hus langt ude på landet).

Om at skrive og læse, Barthes-style

2012-01-03T17:51:00.000Z

The pleasure of landscape.

To be with the one I love and to think of something else: this is how I have my best ideas, how I best invent what is necessary to my work. Likewise for the text: it produces, in me, the best pleasure if it manages to make itself heard indirectly; if, by reading it, I am led to look up often, to listen to something else. I am not necessarily captivated by the text of pleasure; it can be an act that is slight, complex, tenuous, almost scatterbrained: a sudden movement of the head like a bird who understands nothing of what we hear, who hears what we do not understand.

(Roland Barthes, The Pleasure of the Text)

Franskmænd og god stil

2012-01-03T12:35:00.002Z

Billede fra Wikipedia. Er han klædt i en slags tweed? I så fald besvimer jeg.

Bedst som man tror, en franskmand skriver om noget helt andet, så kommer det alligevel uværgeligt til at handle stil. Jeg følte mig flov over min egen nussede skrivebordsfremtoning, da jeg her til morgen læste dette i Roland Barthes The Pleasure of the Text:

Is not the most erotic portion of a body where the garment gapes? In perversion (which is the realm of textual pleasure) there are no "erogenous zones" (a foolish expression, besides); it is intermittence, as psychoanalysis has so rightly stated, which is erotic: the intermittence of skin flashing between two articles of clothing (trousers and sweater), between two edges (the open-necked shirt, the glove and the sleeve); it is this flash itself which seduces, or rather: the staging of an appearance-as-disappearence.

Med andre ord: akademikere kan stadig lære en hel del af den kære Barthes - ikke mindst om, hvordan man klæder sig.

Jeg bøjer mig i skam.

Og skynder mig at smide et billede af Barthes selv på, for han var nu sådan en flot fyr.

Vær velkommen 2012, Mary Beard style

2012-01-01T12:54:00.000Z

Var glad for at vågne op på årets første dag til en fin post fra min akademiske heltinde Mary Beard, hvori hun skriver om at fylde 57 i dag (happy birthday, Mary) og gøre status. Og som talt direkte ind i mit liv (bortset fra, at jeg endnu ikke kan prale af nogen børneflok - men man kan jo altid drømme) skriver hun:

And let me say to any young female academic with a brood of kids, who thinks her career is going down the tubes..so was mine (as several of my more waspish male colleagues enjoyed saying) back then, a couple of decades ago...I hadn't written enough stuff; I had too few outcomes; and in fact people talked about the "tragedy" of my career. But stick in there; keep your name on the map; and dont let the buggers get you down. Don't, don't give up. And accept that offer to review a book...

Det var lige, hvad jeg havde brug for at høre - dette år, hvor jeg kommer til at gøre min phd færdig og hopper ud i det, man i England kalder 'the wilderness' (aka den mærkelige periode mellem phd og fast ansættelse, hvor man flyder rundt for sig selv og prøver at holde modet oppe).

Og så har jeg jo faktisk også en anmeldelse, jeg skal have skrevet. Og kapitlet om Boehme og Blake til en udgivelse er næsten færdigt.

Det skal nok gå, det hele, for det siger Mary selv.

Kom an, 2012, jeg er klar til at tage livtag med dig, bide dig i næsen og svinge dig rundt i halen, mens jeg sammenbidt mumler 'don't let the buggers get you down' for mig selv.

Happy New Year.

- og tak fordi I er med derude.

Et lille tip om vegetariske retter

2011-12-30T19:14:00.000Z

Hugh og jeg. Nogenlunde lige (u)fotogene.

Lad mig sige det med det samme: jeg er altså ikke vegetar. Men af forskellige grunde (som er for kedsommelige at opregne her) spiser vi kun kød et par gange om ugen.

Jeg hører med jævne mellemrum danskere klage over, at det er svært at finde gode vegetariske retter. Det skal jeg ikke gøre mig til dommer over, men der er altså god hjælp at hente, og det behøver hverken smage af Cranks eller midtfirserne. Hvis I ikke er til Yotam Ottolenghi, som jeg tidligere har omtalt (hans opskrifter er gode, men tager nogle gange lidt tid), så kan Hugh Fearnley-Whittingstalls Veg nu altså fås til billig penge på Amazon. Den er spækfyldt med grøntsagsretter fra nær og fjern, som er nemme at gå til. Selv Dr B, som ellers er kritisk (grænsende til det hysteriske) med, hvilke kogebøger han lukker ind i huset, har sagt god for den.

Ja, det var bare det. Dette er jo ingen livsstilsblog, men derfor kan man vel godt tale om grøntsager alligevel. Især når man sidder her i køkkenet og prøver at gemme sig for Jakob Boehme.

Vidste I forresten, at Shelley var vegetar?

Jul med Dylan

2011-12-30T13:33:00.001Z

Man kan jo ikke lade være. Jeg gemmer mig for kapitlet om Jakob Boehme og går i stedet amok i engelsk julekage fra svigermor og julemusik. Overvejer endda at pynte hele hytten op. Gør vist ikke noget, det er lidt sent.

Jul med Coleridge

2011-12-29T12:13:00.001Z

I 1799 skriver Coleridge hjem til sin Sara fra Tyskland om julen der, og ikke mindst om juletræet:

On the Evening before Christmas Day one of the parlours is lighted up by the Children, into which the parents must not go; a great yew-bough ['stor gren'] is fastened on the Table at a little distance from the wall, a multitude of little Tapers are fastened in the bough, but no so as to burn it until they are nearly burnt out - & coloured paper etc hangs and flutters from the twigs. - Under this bough the Children lay out in great neatness the presents they mean for their parents.

Og om 'julemanden':

Formerly, & still in all the little Towns & villages through the whole of North Germany, these Presents were sent by all the parents of the village to some one Fellow who in high Buskins, a white Robe, a Mask, & an enormous Flax Wig personates Knecht Rupert - i.e. the Servant Rupert. On Christmas night he goes round to every house, & says that Jesus Christ, his Master, sent him there - the Parents & older children receive him with great pomp of reverence, while the little ones are most terribly frightened.

Hun på sin side var nok mere interesseret i, hvornår han egentlig kom hjem, end hun var i de tyske juletraditioner. Det gjorde han først i juli, efter ti måneders ophold - som kun skulle have varet tre måneder.

(Teksten kopieret fra det første bind af Richard Holmes biografi om Coleridge 'Early Visions', som jeg desværre finder noget gumpetung i det.)

Juleopdatering og billeder fra endnu en togtur

2011-12-27T18:40:00.001Z

Jeg lever stadig! Og har nu kun tre dage tilbage af årets juleturne, hvis sidste etape tilbringes i det sydlige England. Endnu engang har vi foretaget halvdelen af turen i tog. Denne gang var det hjemturen, som blev forsødet af en dags ophold i Köln og Aachen, hvor Dr B fik lov til at se hele to katedraler, og hvor vi besøgte en kær gammel ven og hans familie. Og jeg kan hermed bevidne, at katedralen i Köln kl. 7 om morgenen 2. juledag, fuldstændig tom og oplyst af levende lys, er noget nær det mest magiske sted, jeg nogensinde har befundet mig. Der var kun os. Og det var så smukt, at man næsten ikke kunne ånde.

I fik billederne fra London-Kvissel tilbage i påsken. Nu får I Kvissel-London. Enjoy - og så høres vi ved, når jeg er hjemme, når forkølelsen har fortaget sig, og når jeg lige er landet på benene igen.

D. 25. pakkede vi rygsækkene og tog afsted med toget.

...for at ankomme d. 26. kl. 6 om morgenen til Köln. Vi gik hen over floden, da det var blevet lyst.

Og var så trætte, at vi ganske konventionelt lovede hinanden at have hængelås med til broen næste gang.


I Aachen var der cirkus med min lillebroders YNDLINGSKLOVN Oleg Popov.

I vanlig aparte tøjstil klokken tidligt om morgenen i Köln, med katedralen.

I Aachen fandt vi en fantastisk plakat.

Og så katedralen i Aachen, men kun udefra denne gang, for de holdt gudstjeneste og ville ikke lukke os ind.

Bak op om den poetiske jul

2011-12-23T15:14:00.000Z

...i Poesiens Hus. Fordi vi gerne vil have, at det forbliver åbent. Jeg vil ihvertfald. Se mere her.

PS: havde jeg glemt at sige, at jeg tog på juleferie? Det havde jeg vist. Opdateringer bliver sporadiske, mens jeg nyder det mørke Nordjylland.

Og hvis I vil med til Papa Js juleaftensgudstjeneste, så er det kl. 16 i Tversted. Just so you know.

Dagens ubehagelige indsigt

2011-12-13T12:00:00.000Z

At jeg faktisk ikke kan skrive, når jeg skal. KAN IKKE. Og det er endnu værre på engelsk end på dansk, fordi mit overblik over teksten allerede hænger lidt mere løst i hængslerne.

Damnit Janet, jeg har valgt den forkerte profession.

Lidt sent at indse det nu.

Mens jeg skriver på mit kapitel om Blake & Bøhme

2011-12-12T11:21:00.000Z

...spiser jeg småkager og hører den her.

To gange holdefødselsdag

2011-12-10T11:31:00.001Z

Har I også på fornemmelsen, at jeg har glemt noget i år? Har gået rundt med en nagende følelse de sidste par uger af, at der var en eller anden mærkedag i november, jeg skulle huske, og at det ikke bare var min (for længst afdøde kære) mormors fødselsdag. Gemt et sted bag tankerne om kapitlet om Blake og Böhme, min fars kommende fødselsdagsfejring, lang hjemtur til DK, som har udviklet sig noget af et logistisk maraton, og min latterlige insisteren på, at selvom der er lidt for travlt, så skal jeg skisme have bagt mine egne julesmåkager, lavet chokolade og holdt gløggfest for mine venner...

Så faldt tiøren.

Det er lykkedes mig både at glemme Blakes fødselsdag (28. november) og bloggens fødselsdag (4. november).

Jeg købte et par kager, satte lys i, og spiste dem sammen med Dr. B.

Hvis vi skal fnise lidt, så kan mit første jomfruelige blogindlæg læses her... Så ung, så ung!

Og hvis I skulle være interesserede, så er status på kapitlet, at jeg har skrevet halvdelen af det. Nu har jeg præcis tre dage til at skrive resten, dobbelttjekke alle citater, årstal og henvisninger, polere det fint og færdigt, og sende det til Dr A, som redigerer bogen. Dyb indånding, og så derudaf.

I overflod

2011-12-09T20:42:00.001Z

Da jeg kom ned for enden af vejen idag, så det således ud. Jeg var på vej ind til byen for at mødes med min veninde Miss Moore og ville gå den sædvanlige vej ind langs floden. Langt væk i mine egne tanker opdagede jeg først vandet, da jeg var ved at træde ned i det.

Det er kun efterårets anden oversvømmelse, men det stiger stadig.

Det var alt.

Den moderne syge?

2011-12-03T19:34:00.001Z

Den klejne Fanny.

Kritikere af blogmediet kritiserer gerne bloggere for (latterligt) ikke at kunne opleve noget, uden at det skal fotograferes og smides på bloggen. Intet for lille, intet for stort.

I 1771 skrev Fanny Burney (den senere forfatterinde til Evelina og Jane Austens store idol) om sine dagbogsskriblerier:

I have known the Time when I could enjoy Nothing, without relating it.

Dagbogen er skrevet med en 'Miss Nobody' som modtager:

To Nobody, then, will I write my Journal! since To Nobody can I be wholly unreserved - to Nobody can I reveal every thought, every wish of my Heart, with the most unlimited confidence, the most unremitting sincerity to the end of my Life! For what chance, what accident can end my connections with Nobody? No secret can I conceal from No-body, & to No-body can I be ever unreserved.

(citeret i Claire Harman, Fanny Burney (2001), s. 54-5)

Senere bruger Blake navnet 'Nobodaddy' ('ingens far' eller 'far til ingen') om det fjerne, ikke-relationelle gudsbillede, når det tager form. I hans notesbog hedder et lille digt 'To Nobodaddy':

Why art thou silent & invisible

Father of jealousy

Why dost thou hide thyself in clouds

From every searching Eye

Why darkness & obscurity

In all thy words & laws

That none dare eat the fruit but from

The wily serpents jaws

Or is it because Secresy

gains females loud applause

Er nu rimeligt sikker på, at Blake aldrig læste Fanny Burneys dagbog. Men man ved aldrig.

Henry Stead: Where were you?

2011-12-03T16:51:00.000Z

HENRY STEAD - Where Were You? from Big Face Art on Vimeo.

Opsamling på igår

2011-12-02T14:21:00.001Z

Bibelen? Det er da ikke litteratur! (ihvertfald ikke noget jeg gider læse)

2011-12-01T16:04:00.001Z

En kirke. LØB!

Pia Juuls indlæg på den nye littblog Promenaden var fint, syntes jeg, men jeg var alligevel for genert til at skrive derinde - nu bliver det her i stedet. Ms Juul fortæller:

Vi sad på Promenaden på Frederiksberg Allé. Niels Frank og Thomas Boberg var netop nær afgået ved døden på grund af en rådden bøf, og denne blog skulle navngives. Vi læste højt fra skiltene der hang på væggene. Blandt mange impulsive forslag indskød jeg: ”Skriften på væggen”.

Jeg ville forklare hvor det oprindeligt kom fra, men så snart jeg sagde ordet Biblen, kom der nervøse trækninger og ingen ville høre mere.

Som teolog er dette et velkendt scenarie - især for sådan en som mig, der arbejder med teologi og litteratur og derfor ofte befinder mig til seminarer eller konferencer, der bliver afholdt uden for en teologisk kontekst, f.eks. på engelsk litteratur.

Og Jeg. Forstår. Det. Ikke.

For alt andet lige så skal man altså være en ret kynisk læser, hvis man ikke mener, at Bibelen som tekstsamling har noget at byde på, som er svær at matche i resten af litteraturhistorien. Og her taler jeg ikke om teologisk indhold, men om den rene og skære sammenstilling og gennemløbning af tekster og motiver, som bliver hamret igennem i bibelbøgerne - til man forpustet, udmattet og uendeligt klar ender ved Johannes Åbenbarings billedstærke, maniske græsk. Det er altså Thomas Pynchon i tiende potens, eller ethundredetiende, eller ettusindetiende...

Og ja, det er i Bibelen. Men som indbyggere i verdens mest sekulære land (cf. Phil Zuckerman), så kan det undre, at vi ikke snart er ude over de nervøse trækninger. Det er trods alt ikke det attende århundredes bibelsyn, folk er vokset op med - men derimod, skulle man tro, for de flestes vedkommende noget lidt mere afslappet. Alligevel sidder modviljen der. Eller er det dovenskab?

Jeg skal ikke gøre mig til dommer. Men det piner mig, at folk, der arbejder professionelt med litteratur, lader til at se det som noget helt naturligt at holde nallerne fra een bestemt bog. Fordi den beskæftiger man sig ikke med.

Men ved I hvad? Det burde man. Det synes Blake også:

Why is the Bible more Entertaining &Instructive than any other book. Is it not because they are addressed tothe Imagination which is Spiritual Sensation & but mediately to the Understandingor Reason Such is True Painting

(Brev til Trusler, 1799, E702-3)

Og så må det jo være rigtigt.

Hvad er det, der er så farligt?

Kys fra Elisabeth.

Øjebliksbillede: decemberramt

2011-12-01T14:12:00.001Z

Æh, er I sikre?

Er det 1. december?

Ikke november?

Åh, det er ikke godt. Det betyder jo, at første kapitel skulle have været færdigt nu, ifølge min arbejdsplan. Det er det ikke. Og nu er jeg nødt til at smide alt, jeg har i hænderne, for at skrive et halvt kapitel om Blake & Jakob Boehme på... (tada) 15 dage. Hverken mere eller mindre. Torsdag d. 15. skal det være færdigt, for da sætter jeg snuden mod DK for rund fødselsdag og julefejring. Og det er ganske enkelt fysisk umuligt for mig at slæbe julegaver til en kæmpe familie samt al min litteratur om Jakob Boehme med mig.

(indsæt bandeord og billedet af mig, der slår mig selv i hovedet over mine manglende evner til at lægge realistiske planer for noget som helst.)

Nåm, arrangementet med vejleder og Philip Pullman i London i går var meget, meget fint - i en gammel Christopher Wren kirke midt på Piccadilly, og der var fuldt hus. Samtalen var fin og illustrativ, også selvom Pullman talte mere om sig selv end om Blake (Philip Pullman, if you read this, I did enjoy it very much). Og jeg, der ellers følte mig så ensom i Blakeverdenen i begyndelsen af min phd, følte mig pludselig så hjemme, som man kan. Jo, der blev kysset og givet knus og beundret nye bøger og begejstret sagt 'er du ikke en af mine fire followers på Academia?'. Og bagefter gik jeg på pub med min vejleder og hans familie.

Desværre gjorde jeg det utilgivelige og glemte mit kamera. Så de mange flotte Blake-t-shirts, aldrende hippier og overvægtige akademikere må I tænke jer til.

Og nu er jeg hjemme i Yorkshire, og huset er iskoldt.

Jeg vender tilbage senere.

Virkelig, DECEMBER? Der er jo ingen, der har købt en julekalender til mig!

Øjebliksbillede: strejkeramt

2011-11-30T11:21:00.001Z

Jeg er ikke velsignet med held i rejser for tiden. For halvanden uge siden skulle jeg have været på topdejlig weekend i London med en hel dags research på British Museum, dejlig middag hos gode mennesker og så polterabend for en god veninde. Istedet blev jeg syg og kom ikke afsted.

I denne uge forsøgte jeg igen. Tog via London ned og gav et seminar i Oxford i går morges og fik samlet op på hele mit Oxfordliv - og i dag skulle jeg så have den lange dag på British Museum, som jeg missede sidst, afsluttet med mødet i Blakeselskabet i aften med min vejleder og Philip Pullman.

Det var planen før storstrejken, altså. Nu sidder jeg stadig i Oxford (ømme skuldre efter jordens tungeste rygsæk) og venter på at tage ind til London senere. Printsamlingen på British Museum er lukket hele dagen, så jeg kommer ikke til at se noget Blake. Læsesalene på British Library er lukket, så jeg kan ikke se på noget der heller (og glemte også mit lånerkort mandag, da jeg tog afsted fra York i al hast). Nu håber jeg bare, at den offentlige transport virker, og at aftenens arrangement stadig bliver til noget. Dr B ringer med jævnlige mellemrum for at opdatere mig om sagernes udvikling, da jeg kun kan få netadgang i en omkreds af 100 m fra Bodleian Library - hvilket jo ikke hjælper mig noget særligt ude i den store verden.

Kryds fingre for mig.

Hold da kæft, hvor er den rygsæk tung.

Og hvor glæder jeg mig til at være hjemme igen.

Onsdag d. 30. i Blakeselskabet

2011-11-27T21:11:00.001Z

The Angel of Revelation (ca. 1805).

Nå, men eftersom Lil' Sis sarkastisk efterlyser indlæg med lidt mere tyngde, så kan jeg jo byde ind med en invitation til et arrangement: nemlig Blakeselskabets møde i London onsdag aften. Vejleder er der, Phillip Pullman er der, og jeg er der. Jamen hjerte, hvad vil du mer?

Ses vi?

PS: jeg har købt Pullman's 'The Golden Compass' i anledning af aftenen, så jeg kan møde forberedt op. ...på dvd. Som jeg så kan sidde og se på vej ned til London i toget i morgen eller tirsdag aften, når jeg ligger på det lillebitte gæsteværelse på Queen's. Begynder at føle mig som en rejsende i Blake. Med desperat brug for en Kindle, så jeg kan have mine tekster med mig uden at brække ryggen eller sidde fast i undergrunden i London.

Nå. Det var de praktiske oplysninger, vi kom fra:

The Bible of Hell - a Blake Birthday Event!

7.30 pm Wednesday 30 November 2011
St James’s Church 197 Piccadilly London W1J 9LL

Tickets £10 only available at the door, no booking - free for Members of the Society

This event celebrates Blake’s birthday and the 400th anniversary of the publication of the King James Bible in 1611. In a conversation chaired by Lucy Winkett, Philip Pullman and Chris Rowland will discuss Blake’s argument with the Bible.

‘Both read the Bible day & night
But thou readst black where I read white’

Christopher Rowland is Dean Ireland Professor of the Exegesis of Holy Scripture at the University of Oxford and published ‘Blake and the Bible’ in 2011

Philip Pullman’s trilogy ‘His Dark Materials’ has been published in 39 languages and he is the author of ‘The Good Man Jesus and the Scoundrel Christ’ (2010)

Lucy Winkett is the Rector of St James’s Church and published ‘Our Sound is Our Wound’ in 2010, which was adopted by the Archbishop of Canterbury as his Lent book.

The authors’ books will be available for sale, and perhaps signing, afterwards.

Snedig afledningsmanøvre

2011-11-27T17:42:00.001Z

"Nej, kære vejleder, jeg har ikke fået skrevet mit oplæg til tirsdag helt færdigt... skulle det være en lussekatt?" *blink med øjenvipperne*.

Er overbevist om, at han falder for den.

Fredagsbøn

2011-11-25T13:34:00.001Z

may my heart always be open to little

birds who are the secrets of living

whatever they sing is better than to know

and if men should not hear them men are old

may my mind stroll about hungry

and fearless and thirsty and supple

and even if it's sunday may i be wrong

for whenever men are right they are not young

and may myself do nothing usefully

and love yourself so more than truly

there's never been quite such a fool who could fail

pulling all the sky over him with one smile.

(E.E. Cummings, Other Seasons, Other Creatures 5)

Jesus i papmache

2011-11-24T14:35:00.001Z

Jeg lovede Dr B at bringe dette indlæg som opfølgning på den forrige post om hans arbejde. For godtnok lyder det fint og akademisk at være ansat som lecturer i middelalderlitteratur. Men her er, hvad han faktisk bruger tiden på. Mine damer og herrer, de to sidste aftener har vi tilbragt med at reparere en Jesusfigur i papmache, som skulle bruges i undervisningen. Til formålet anvendte vi gamle numre af det politiske satireblad Private Eye og økologisk mel fra North Yorkshire.

Og han tog en evighed om at tørre.

Men færdig blev han. Jeg improviserede i slutspurten og gav ham et skæg.

Hvordan kan det være, at jeg ikke får løn for den slags? To hele aftener. Og skal jeg fortælle min vejleder sandheden eller ej, når han på tirsdag spørger, hvorfor jeg ikke har skrevet min introduktion færdig?

Min nye ven.

Skal vi bagtale Dr B?

2011-11-22T13:30:00.001Z

Dr B og Lil' Bro besøger The Divinity School på Bodleian i Oxford, back in the days... Lil' Bro er arkitekt, kan I nok se.

Nå, ikke? Det ville måske også være lidt strengt. Men det skal ikke forhindre mig i at give jer en hurtig opdatering i, hvordan det går ham i det nye job.

Som I kan huske, så fik Dr B til stor glæde for os begge et rigtigt fast (!) job på universitetet her i York for nogle måneder siden. Og selvom jeg stort set ikke har set ham, siden efterårssemesteret begyndte, så lader det til, at han er i fin form: tager glad på kontoret hver dag, har tres forskellige studerende og alt for mange undervisningstimer, træffetid to gange om ugen, og planten på kontoret er endnu i live. Vi har endnu ikke genindført konceptet med weekender, men han holder fri lørdag (for det meste), og det smager da lidt af fugl. Og jeg bestemte, at han må være en god lærer, da han efter at have været frustreret over aktivitetsniveauet på et af holdene bestemte, at de måtte være sultne på undervisningstidspunktet - og derfor tog i Sainsbury's og indkøbte store mængder lækre king size småkager til dem.

Om aftenen er vi så trætte (han af at have et rigtigt arbejde og interaktion med andre mennesker, mig af at sidde alene på hjemmekontoret og stirre panisk på computerskærmen), at der ikke er meget sjov ved os. Så vi sætter iplayeren på og pløjer os igennem en masse (mere eller mindre ulødige) programmer, såsom Have I Got News For You, The World's Strictest Parents, Treme og - æh - Forbrydelsen. Så sidder vi der under tæppet fra Læse Uldstue og glipper med øjnene af træthed og drikker the og spiser is. Og fniser lidt til hinanden og mumler noget uforståeligt, når vi er for smadrede til at have en rigtig samtale. Og jaja, en dag skal vi nok begynde at se Pasolinifilm igen, men det bliver nok ikke før vi bliver pensionerede.

Ja, sådan kan man også leve. Det er helt fint, er det. Han har lovet, at han vender tilbage til overfladen, når semesteret er forbi. Jeg har lovet, at jeg vender tilbage, når phd'en er skrevet.

Og jeg er bare taknemmelig over ikke at have en frustreret arbejdsløs akademiker hængende herhjemme. Det er desværre på ingen måde alle forundt at få job så hurtigt, så vi sender alle gode tanker til de af vores venner, der endnu ikke har job eller lige klarer sig med midlertidige kontrakter. Af en lille vennegruppe på syv, hvoraf seks af os er phd-studerende, der er lige ved at være færdige, er der: 1, der lever på ingen indtægt overhovedet, 1, der hutler sig igennem på et par timers job om ugen, 2, der har meget meget lidt, men dog noget (til gengæld betaler de for de to, der ingen penge har), 1 græsk studerende, hvis situation jeg slet ikke vil komme ind på her... - og så mig, der har penge to måneder endnu. Og lige har fået afslag på et job.

Men alt i alt er vi heldige, og vi ved det godt. Så selvom man jo ikke som sådan kan lave suppekøkken for sine venner, så fylder vi godt på dem på mormormåden, når de er her. For det gjorde folk for os, da det var os, der ikke havde noget. Og sådan er den akademiske verden faktisk nogle gange lige så gavmild, som den er hårdkogt.

Og så farvel, for nu skal jeg til hippiekøbmanden og så til evensong i katedralen kl. 17, for det er så godt for sindstilstanden.

Og hvis vi endelig skal bagtale ham, så er han ekstremt dårlig til at massere mine stakkels ømme skuldre, der har bekymringer over hele verden siddende... Men det er også det eneste, jeg kan komme på.

(Forresten, hvor blev der af den blogger, der lovede aldrig at skrive om sit parforhold? Nå, det må I leve med. Det er jo ikke hvilkensomhelst mand - det er Dr B.)

PS: hvis Bente Klarlund læser med, så spiser vi ikke is hver aften - måske kun hveranden.

Yndlingskatedraler

2011-11-21T18:37:00.001Z

Katedralen dukker op overalt i bybilledet i York. Som vi ser her.

Det faktum, at jeg aldrig bliver spurgt om det, skal ikke forhindre mig i at dele mine yndlingskatedraler med jer.

Her er top tre:

1. Nidaros (i Trondhjem).
2. Durham
3. York Minster

Boblere:

Lund, fordi den er så vild og mørk.
St. Magnus i Orkney - beliggenheden, historien, navnet, you name it...

Ulykkelige forelskelser:

Katedralen i Køln,* som jeg elskede udefra, men endnu ikke har set indefra. Jeg tager revanche d. 26. december, hvor jeg har ni timer i byen på vej hjem med tog fra DK til gode gamle England (er du der, Duane?)

Ikke vild med:

Christ Church - lille og lidt uvenlig i det. Katedraler skal være åbne.

Ja, det var bare det.

* Kan ikke lave umlaut på mit engelske tastatur.

Kender I dem...

2011-11-15T09:50:00.001Z

Men på fredag tager jeg herned og ser på originale Blake-værker, nærmere bestemt hans illustrationer til Edward Youngs 'Night Thoughts'. British Museum.

...som er bagud med alt? Som aldrig svarer på emails og glemmer at rsvp'e på alt? Som ikke tager telefonen, fordi de ikke kan finde ud af at trykke på den rigtige knap, når den ringer, men i stedet afviser opkaldet? Som kan ligge søvnløse om natten pga. latterligt små ting, som ellers burde komme under bagatelgrænsen (såsom "i morgen skal jeg køre hen til stationen og købe en pladsreservation til togturen, oh god, oh god, oh god..."). Som prædiker højt og helligt til alle, der vil høre på mig, om pomodoro-metoder og de gode arbejdstips fra Get A Life, PhD, men ikke kan finde ud af at implementere dem selv, om så mit liv afhang af det? Som går klædt i fleecetrøjer fra morgen til aften fordi jeg ikke synes, jeg har mentalt overskud til at beslutte, hvad jeg skal have på?

Sådan en er jeg for tiden.

Get a grip, Elisabeth.

Til gengæld løber jeg faktisk tre (eller to) gange om ugen, og det er ikke engang løgn.

Og ja, hvis dette indlæg absolut ingen relevans har, så er det rigtigt. Men man må jo for filan da ud med det til nogen - og som phd-studerende uden kollegaer og kaffepauser, så er det altså jer, der må lægge virtuelle ører til.

Er I derude?

Og er det bare mig, der mister grebet om det hele nogen gange?

Adopter et kirketag

2011-11-12T17:11:00.001Z

De kigger på sæler, men det kan man ikke se.

- eller, ikke helt, men her kan man donere penge, så kirketaget i min kære ven Rev Dr D's kirke, Barford St. Michael, kan blive restaureret. Den unge præst selv går på glødende kul om et par timer for at samle penge ind (spørg mig ikke om, hvordan det logisk hænger sammen).

Her ser I kirken, her blogger Rev Dr D (når han har tid), og her kan man se ham forrette gudstjenester online i ny og næ. Den søde mand.

- og ja, jeg savner mine venner lidt.

Billedet er fra vores ferie i Pembrokeshire, Wales, for et år siden. Det er præsten til venstre og vor unge rødhårede ven S til højre.

The People's Bible

2011-11-12T12:23:00.001Z

Fra opslagstavlen i køkkenet.

David Cameron er nu også en af de mange prominente personer, der har udvalgt og håndskrevet et par bibelvers i The People's Bible, en del af fejringen af 400-året for The King James Bible. Og bless his soul, kan man da bare sige.

Cameron valgte, ifølge Guardian, versene fra Filipperbrevet 4:8-9:

Finally, brethren, whatsoever things are true, whatsoever things are honest, whatsoever things are just, whatsoever things are pure, whatsoever things are lovely, whatsoever things are of good report; if there be any virtue, and if there be any praise, think on these things. Those things, which ye have both learned, and received, and heard, and seen in me, do: and the God of peace shall be with you.

- mens ærkebiskoppen af Canterbury, som jeg har skrevet om før, valgte 2 Kor 12:9-10:

And he said unto me, my grace is sufficient for thee: for my strength is made perfect in weakness. Most gladly therefore will I rather glory in my infirmities, that the power of Christ may rest upon me. Therefore I take pleasure in infirmities, in reproaches, in necessities, in persecutions, in distresses for Christ's sake: for when I am weak, then am I strong.

Man fornemmer et forskelligt menneskesyn...

Illustrationen er det eneste billede af Cameron, jeg kunne finde i huset. Sorry (or not). Og ja, vi hænger venstreorienteret propaganda op på opslagstavlen. Og tager det aldrig ned igen. Det hænger på yndlingspladsen ved siden af billedet af favoritcafeen i Antwerpen, In De Roscam, taget i 2005.

Pust

2011-11-10T08:24:00.000Z

Kan vi venligst lade være med at kalde 'Jane Eyre' en 'tøsefilm'? Også selvom vi kvalificerer det med 'forstået i ordets mest positive forstand'. Gå i stedet ind og se den - eller læs den. Selv hulkede jeg mig igennem 'Bright Star' den anden aften. Christ almighty.

Det var bare det - jeg har travlt med at fremvise Yorks yndigheder for en god veninde og skrive jobansøgning. Ding dong.

Vi ses derude.

PS: så I Det Nye Talkshow? Ellers kan I se det her - enjoy.

Ny Blakebog: Susanne Sklar, 'Blake's 'Jerusalem' As Visionary Theatre: Entering the Divine Body'

2011-11-07T23:01:00.000Z

Jerusalem, pl. 100 (1804-20)

Min gode Blakeveninde Susanne Sklars bog er netop udkommet, 'Blake's 'Jerusalem' As Visionary Theatre: Entering the Divine Body'. Den fås på Amazon til en endnu noget hamper pris, så anbefal den til et bibliotek nær dig, hvis du ikke er sikker på, at du vil investere endnu - eller gå på jagt i den elektronisk (også via Amazon) først.

Bagsideteksten lyder (og jeg er træt og går til ro, så jeg orker ikke lige en oversættelse):

Before etching Jerusalem William Blake wrote about creating 'the grandest poem that this world contains.' Blake's avowed intention in constructing the work was to move readers from a solely rational way of being (called Ulro) to one that is highly imaginative (called Eden/Eternity), with each word chosen to suit 'the mouth of a true Orator.' Rational interpretation is of limited use when reading this multifaceted epic and its non-linear structure presents a perennial challenge for readers. Susanne Sklar engages with the interpretive challenges of Jerusalem by considering it as a piece of visionary theatre --an imaginative performance in which characters, settings, and imagery are not confined by mundane space and time-- allowing readers to find coherence within its complexities. With his characters, Blake's readers can participate imaginatively in what Blake calls 'the Divine Body, the Saviour's Kingdom,' a way of being in which all things interconnect: spiritually, ecologically, socially, and erotically. Imaginatively engaging with Jerusalem involves close textual reading and analysis. The first part of this book discusses the notion of visionary theatre, and the theological, literary, and historical antecedents of Jerusalem's imagery, characters, and settings. Particular attention is paid to the theological context of Blake's Jesus ('the Divine Body'), and Jerusalem, the heroine of his poem. This prepares the ground for a scene-by-scene commentary of the entire illuminated work. Jerusalem tells the story of Albion's fall, many rescue attempts, escalating violence and oppression, and a surprising apocalypse --in which all living things, awakening, are transfigured in ferocious forgiveness.

Bogen bygger på hendes phd-afhandling her fra Oxford og er spændende læsning - kommer med mine varme anbefalinger.

Og så på hovedet i seng med Fanny Burney-biografien.

Susanne Sklar, Blake's 'Jerusalem' As Visionary Theatre: Entering the Divine Body (Oxford: Oxford University Press, 2011)

Som sendt fra himlen (sic) til fredag aften

2011-11-04T16:00:00.002Z

Mine damer og den herre: yndlingsserien er tilbage! Jeg kan næsten ikke styre min begejstring over at opdage det her, hvor der kun er et par timer til Dr B og jeg kan synke ned i den grågule sofa og endelig se hinanden i øjenene efter en lang uge væk fra hinanden (læs: separationsangst). Men det er altså sandt nok: den meget meget morsomme komedieserie Rev, der handler om en lille krølhåret anglikansk præsts liv i en stor kirke i London med en meget lille menighed, er tilbage med serie 2, og den er længe ventet (jeg skrev om serie 1 her).

Tak til Kåre for at smide ovenstående klip på Facebook. Min hjerne kunne næsten ikke kapere at se henvisning til Diarmaid MacCulloch (vores number one kirkehistorieprofessor i Oxford og lidt af en mediedarling), til Forbrydelsen og til det billede af William Holman Hunt, der hænger i Keble college chapel i Oxford i eet og samme shot. Er det mig, der lever tv-serien, eller lever tv-serien mig?

Om to timer er det fyraften. Og så er det løbetur, og aftensmad, og Carl Emils optræden i Det Nye Talkshow, hvis jeg har nerver til at se det (så I, hvor nonchalant jeg bare skrev det?), og så - Rev.

Apropos tv-serier med en snert af Gud, så sad jeg den anden aften på en cafe i Oxford og arbejdede. Og ind ad døren trådte ingen mindre end John fra The Big Silence - manden, der startede som udlejer af smarte biler og uinteresseret i alt med ånd, men endte med at tage nogle endog meget store beslutninger og ændre kurs i sit liv. I serien var det meget rørende, og jeg skal ikke kunne afvise, at jeg kneb en lille tåre.

Til gengæld kunne jeg ikke placere ham, da han trådte ind på cafeen. Jeg troede, at han var en jeg kendte, hvorfor jeg kiggede ret indgående på ham og smilede - og undrede mig meget over, at han ikke hilste på mig.

Næste morgen slog jeg øjnene op på mit lille gæsteværelse på college og vidste, hvem han var.

God weekend derude. Tjullahop!

Morgenøjeblik

2011-11-01T09:22:00.000Z

Et morgentomt Vaults & Garden. Det er lidt af en hemmelighed, at de serverer morgenmad også.

Spiser morgenmad på yndlingsstedet Vaults & Garden midt i Oxford, før jeg ved frokosttid tager videre til DK. Inden da skal jeg have inspiceret et af Blakes originale værker, The Marriage of Heaven and Hell, som de har på Bodleian, have set deres 'Treasures' udstilling og gå til et seminar, hvor jeg forventes at kunne sige noget nogenlunde sammenhængende om Blake, the King James Bible, og kirkefædre. Hov, og glemte jeg at sige, at jeg blev vækket tidligt i morges af brandøvelse på college?

Jeg har mavepine. Og er ikke sikker på, om det er af begejstring denne gang, eller om jeg bare har lidt for mange planer.

Breeeaaathe. And breeeaathe.

Censureret

2011-10-30T11:20:00.001Z

Har netop skrevet et langt indlæg om ansættelsesforhold for nyuddannede phd'er i den engelske universitetsverden. Men Dr B siger, at jeg aldrig får et job, hvis jeg publicerer det. Så sådan blev jeg censureret.

Jeg lover jer, at når jeg får et job, så skal jeg nok lægge hele sandheden ud. Indtil da må I tænke jer til det.

Kanelboller vs. liv

2011-10-28T14:55:00.000+01:00

Fredag? Solskin i North Yorkshire? Et delkapitel, som der endelig er kommet hul på, men som jeg ikke har fem dage til at skrive færdigt nu alligevel? En travl uge i næste uge med besøg i Oxford og DK og en kalender, hvor alt er minutiøst planlagt fra time til time? Et specialekapitel om Blake, som jeg har lovet en studerende at læse igennem (for to uger siden)? Et job, der skal søges i næste uge (praktisk talt ulønnet, for det kan man tillade sig, når man er et berømt college i en vis engelsk universitetsby)? Og sporadiske planer om fem forskellige post-doc.projekter, som gerne skulle formuleres til noget mere sammenhængende s.n.a.r.l.i.g.s.t?

Der er kun et at gøre: bage svenske kanelbullar og lytte til BBC Radio 4, mens jeg trækker på skuldrene af det hele. Med sødt skal travlt fordrives.

Og så afsted til Alligator Wholefoods for at købe gær.

The Field

2011-10-26T23:00:00.000+01:00

The field walked into the field to join the Field Party. It didn't go very well. The field soon realized she had not brought a copy of The Field with her. (She hadn't bought it yet.) The field tried to get the sheep into party mode. The field was wearing a flowery dress, as one does at parties. The field left the field after a while and walked home. Just another party disaster, just another day in North Yorkshire.

Blake udstillet på Bodleian

2011-10-26T16:38:00.001+01:00

Titelbladet til Songs of Innocence, som sædvanlig designet og trykt af Blake selv.

Jeg er håbløst bagud med Blakenyheder (bl.a. er en spændende ny udgivelse netop ankommet dugfrisk fra pressen), men jeg har altså lige et par uger, hvor jeg hænger i det yderste af neglene, mens jeg laver åndedrætsøvelser...

Jeg skulle dog mene, at jeg lige har tre sekunder til at oplyse jer om, at man indtil 23. december 2011 kan opleve en gratis udstilling over Bodleians (dvs. hovedbiblioteket i Oxfords) særlige skatte - heriblandt en udgave af Blake's Songs of Innocence (1789). Og det i sig selv er da nok værd at tage forbi Bodleian, skulle jeg mene! (Hvorfor de ikke udstiller deres lidt mere interessante udgave af The Marriage of Heaven and Hell forstår jeg ikke - Songs of Innocence er godtnok lidt mere nuttet, men måske også, I ved, lidt for nuttet?).

Se mere om udstillingen her. Hvis I vil med mig, så tager jeg derind mandag eller tirsdag, hvor jeg er i Oxford på besøg.

Fik jeg nævnt, at det er gratis?

Uhm

2011-10-25T14:44:00.000+01:00

Min hjerne er ved at brænde sammen. Jeg går en tur ned til fåremarken på den anden side af floden. Snart tilbage. Ikke færdig med at skrive for idag.

My big exclusive interview with 'Steve Stack' (aka Scott Pack)

2011-10-20T08:50:00.000+01:00

Here's the cover. I rather like it.

Right, here we are - I'll do this in English as this post is part of Steve/Scott's grand blog tour around the internet, promoting his wonderful new book 21st Century Dodos. Steve/Scott has kindly agreed to let me publish an excerpt from the book (which I did yesterday) and to make a short interview with him - especially tailored to the readers of this blog with crucial questions about important things such as liquorice, Scandinavia, William Blake, and the holy trinity. So here we are! Let the show begin!

Hello Scott, and welcome to Teolog på Afveje (or Theologian Astray, as youmight prefer to call it).

I always wondered what it meant. Thank you.

I’m absolutely thrilled and also a little bit honoured to have you here! Did you know that your blog was one of the very first blogs I started following?

No I didn't.

No, you probably didn’t.

You are very perceptive.

Well, there you go.And now let the interview commence… First, who is Dodo?

Who is Dodo? Didn't she do a duet with Eminem that was a really big hit?

I live in the north of England now – and to be honest with you, many things that might be almost extinct (or ‘have a high Dodo rating’) in the south of England are well alive and kicking here in Yorkshire (for example ‘white dog poo’, ‘whistling’, ‘bus conductors’, ‘pipe-smoking’, ‘the word “wireless”’, etc. – not to mention the kippers wrapped in newspaper from Fortune’s Kippers in Whitby). Is this a book for (bloody) southeners only? (Being a Scandinavian immigrant, I’m allowed to say this. Although a proper Yorkshireman would say exactly the same, I suspect).

No, although bloody southerners can read it in the sun whereas northerners will have to read it in the wind and the rain. I am sure there are pockets of the country that still cling to some of the things in the book, and I am delighted for that to be the case, but I fear they are the exception rather than the rule.

Do you really find that black liquorice pipes are almost extinct? They are a delicacy in Denmark and friends bring them over when they come to visit. Do you think that England has maybe just gone a bit fancy?

I think it is more of an anti-smoking thing. Successive governments have introduced more and more draconian tactics to try to get kids to stop smoking but what they don't see to realise is that kids will always smoke precisely because they are being told not to. The decline of licorice pipes, sweet tobacco and sweet cigarettes were in vain.

Do you really never see any nuns? I see them all the time. But then I suppose I go to church (*connection slowly dawning on me*). They are often very nice.

None round here, no. I used to rent a flat in a converted convent and they had all moved out of there too. I did go to a convent school when I was very young and, surprise surprise, there were quite a few nuns there. Some were nice. A couple were evil.

What Dodo rating would you give ‘God’? (Higher than ‘the Holy Spirit’, for example? Or ‘Jesus’?)

I thought we were supposed to keep them together as a trio, or am I forgetting my religious education lessons? I guess God's rating depends on your theological standpoint. For some he will rate a 5 (completely extinct) for others a 0. I think I'd give him the same rating as Zeus.

What Dodo rating would you give ‘the Anglican Church’?

It seems to be doing OK, but isn't as popular as X-Factor. Perhaps a 2. I'd give it a strong beard rating though. Lots of nice beards in the Anglican Church.

What Dodo rating would you give ‘William Blake’?

Well, he is definitely dead, I know that much.

I know that you’re a great and dedicated cake lover. Have you, by any chance, ever visited Betty’s in York? And perhaps had a ‘fat rascal’? This is a wonderful, wonderful cake.

No, I have not. Are you inviting me?

I want to give your book to one of my older brothers for Christmas. Which one should I give it to – twin number one or twin number two?

You give it to your favourite one, of course.*

And finally: my blog readers are mainly based in Denmark, Norway, and Sweden. Now, how much do you love Scandinavia? (Feel free to go for as long as you want. The more you love us, the more people will buy your book.)

As I sit here at my Ikea desk with my mug of Söderblandning and slice of Daim cake, I think I can safely say I am very fond of all things Scandinavian. I could bore you rigid with my thought on Stina Nordenstam, Ane Brun and Agnes Obel if you cared to listen. I had a lovely time in Stockholm earlier in the year, it was during a bit of a heatwave. Is that enough? Will they all buy the book now? All of the above is true, by the way.

Thank you, Scott! I’ve enjoyed your book hugely – it turned a grey Sunday morning with the boyf into a lovely trip down memory lane, whilst drinking coffee and listening to old Harry Nilsson songs on itunes (and yes, Elvis Costello’s ‘I want you’ is the saddest song ever).

It is, isn't it?

Dodo now lives in our loo, next to the cactus and the pile of old issues of ‘Private Eye’.

Pride of place! I thank you.

And that's it! Thanks to Mr. Pack/Stack for stopping by. You can get the book through Amazon or even as an ebook - and then do stop by Scott's blog or follow him on twitter (which I do recommend, even though I'm not on twitter anymore myself). It also appears from Scott's blog today that he's set up a facebook thingy for the Dodo book. And if you still can't get enough, you can follow him as the blog tour continues - yesterday he visited Ben Johncock, and tomorrow it's The Argonaut's Almanac. My favourite bit of the tour was a youtube video in which he had his lovely (and slightly embarassed) daughter read aloud from the book (although I've completely lost the link now).

And that's it for now. I'm off to rewrite my introduction and feel sorry for myself for never getting it quite right. Salut!

* Please note that I do not have any favourites amongst my siblings. They are legio and they are all wonderful, so please do not put me on the Sophie's Choice spot. Sanks you!

York vs. Oxford

2011-10-19T21:09:00.002+01:00

Var til et seminar på universitetet her i York i eftermiddags og fik et mindre kulturchok.

For det første var der faktisk mødt en masse op, både studerende og undervisere. 34 ialt. Deraf var 18 kvinder, heraf flere ansatte. Og ikke nok med det: kun een var klædt i tweed, og kun 4 i jakker af andet materiale. Og ikke nok med det: underviseren, der ledede seminaret, havde fedtet grå hestehale og var klædt i hættetrøje. Og ikke nok med det: bagefter var samtlige tilhørere inviteret på pub og så ud at spise sammen (og ikke kun, som i Oxford, en nøje udvalgt skare).

Velkommen til York. Der er så sandelig andre boller på suppen her. Jeg slog næsten knude på mig selv af begejstring.

En dodo kommer forbi (uddrag fra 'Steve Stack's nye bog)

2011-10-19T10:02:00.000+01:00

Som opvarmning til mit eksklusive interview i morgen med forfatteren bag 21st Century Dodos, 'Steve Stack' (eller Scott Pack, som det jo egentlig er - han skriver under pseudonym, og det er ikke nogen hemmelighed), så bringer jeg i dag et uddrag fra bogen.

21st Century Dodos: A Collection of Endangered Objects (and Other Stuff) er en lille bog om ting, der er lige ved at uddø eller lever en meget truet eksistens: kassettebånd og vhs-kassetter, sorte tavler, telegrammer, telefonbokse, at fløjte, at lege på gaden, rulleskøjter, osv. osv. Alt er kategoriseret og har fået tildelt en dodo rating, alt efter hvor truet den er. Og i forlængelse af denne blogs teologforbindelse, har jeg fået lov til at bringe opslaget om... nonner. Mine damer og herrer, med en dodo rating på 3:

Nuns
There simply aren’t as many nuns as there used to be, and their numbers are declining at an alarming rate. During the time John Paul II was Pope, the total of Catholic nuns dropped by a quarter. Between 2005 and 2006 (the most recent statistics available) the number of men and women belonging to religious orders declined by 10%, that was in one single year!

The reasons for this are obvious and twofold. First, and this isn’t meant to sound flippant, lots of them are dying as they are an ageing population. Secondly, fewer women are choosing to dedicate their life to their God in this way. This combination means that nuns really are an endangered species.

Prior to the 21st century, most towns of a reasonable size would have some nuns knocking around. They were a bit of a novelty, I grant you, but not an uncommon sight. The arrival of a group of nuns in a public place would have an amusing effect on those around. Schoolboys and girls would often have a fit of giggles, women would look on curiously, and even the roughest bloke would turn into a true gentleman, ‘let me get the door for you sister’ and that sort of thing. They would, usually, brighten up the immediate vicinity and leave politeness in their wake.

Now you are more likely to spot one on a Nuns Having Fun calendar, than in the butcher’s buying a pound of sausages.

Bogen kan findes på Amazon og som ebog. Og så kan jeg som sagt både anbefale Scott på blog og på twitter - og hvis man er i UK, kan man endda gå til hans book swap litteraturarrangementer i Windsor, hvor der bliver spist kage og talt om bøger (se mere på hans blog).

Og så hæng på i morgen til mit første (og nok eneste) interview.

Booker Prize 2011

2011-10-18T22:40:00.000+01:00

Og så vinder Julian Barnes Bookerprisen. Er jeg den eneste, der synes, at han ligner Nikolaj Kopernikus helt ekstremt meget? Som snydt ud af næsen på samme talentfulde mor.

Jeg indlemmer lige et billede. Bryder sikkert alle verdens copyrightregler, men so be it. Jeg kan ikke være den eneste, der besøger Mr Barnes hjemmeside her til aften. Her er han:

Den sure læserinde, Žižek og Information

2011-10-18T21:45:00.000+01:00

Så skal vi til det igen... en af Informations oversatte artikler fra Guardian. Jeg burde have gættet, at det var en af dem, da jeg læste om 'den samme tegneserieagtige, brillante Žižek'; den måde at bruge 'brillant' på optræder kun, når det er oversat fra engelsk (hvor 'brilliant' giver mening og betyder lige netop det, det skal, uden at være kluntet). Og så er det vel ikke Guardian selv, der har indsat den lille parentes om Information?

Det er den samme tegneserieagtige, brillante Žižek, der har nået så stort et publikum med sit forfatterskab (mere end 50 bøger og utallige avisartikler — bl.a. i Information siden 2000) og sin foredragsvirksomhed.

Indsæt et 'oversætterens note', så man ikke er i tvivl (eller er det mon det, '© The Guardian og Information' betyder?). I den engelske artikel lyder det tilsvarende sted:

This is the same cartoonish, brilliant Žižek who has reached vast audiences with his writing (more than 50 books) and his live shows. Žižek, clearly, is not your average Slovenian philosophy professor.

Og ja, måske er jeg sur. Men det kan da ikke passe, at man er sådan en hund efter at få udgivet hvert et ord om og af Žižek, at man ikke kan tage sig tid til at omarbejde en artikel fra Guardian ordentligt.

Hrmpf.

Læs Guardians længere udgave her.

Og så er jeg altså ikke hysterisk - jeg synes bare, aviserne skal gøre sig umage. Især når de ikke engang behøver at finde på artiklerne selv.

Og nej, dette er intet personligt angreb. Jeg er sikker på, at oversætteren er en fin fyr. Jeg synes bare, hele praksissen med at bruge Guardians artikler kunne gøres en lillebitte smule mere elegant. Især fordi det ofte drejer sig om lidt lette eller morsomme artikler fra Guardian, som kommer til at fremstå meget gumpetunge og/eller decideret umorsomme i Information.

Farvel!

Ad fontes, og så lidt om Blake som tedrikker og husbond

2011-10-18T14:37:00.001+01:00

Catherine Blake, sketch lavet af Blake selv (lånt fra Wikicommons).

Nogle gange skal jeg tilbage til nogle af de samtidige og tidlige essays om Blake for at finde en lille detalje eller en stump af en samtale, som er refereret. Og så bliver man pludselig helt rørt over de små indblik i Blakes liv, også selvom de er nedskrevet af andre efter Blakes død (og før han blev berømt). Her skriver J.T. Smith f.eks. i Nollekens and his Times, et år efter Blakes død, om Blake, hans hustru Kate og tedrikning om morgenen i deres lillebitte sidste lejlighed i Fountain Court:

Blake and his wife were known to have lived so happily together (...) and their days and nights were passed in each other's company, for he always painted, drew, engraved and studied, in the same room where they grilled, boiled, stewed, and slept: and so steadfastly attentive was he to his beloved tasks, that for the space of two years he had never once been out of his house; and his application was often so incessant, that in the middle of the night, he would, after thinking deeply upon a particular subject, leap from his bed and write for two hours or more; and for many years, he made a constant practice of lighting the fire, and putting on the kettle for breakfast before his Kate awoke.

(gengivet i Bentley, Blake Records, 2004, pp. 624-5).

Og det er jo ganske som hjemme hos os.

(Andre nævner dog ikke anekdoten med, at Blake engang ikke skulle have bevæget sig uden for hjemmet i to år, så det skal nok tages med et gran salt.)

Måske er det bare mig, der har tilbragt for lang tid med ham? Den lille rødhårede thedrikker. De to fik forresten ingen børn, og Catherine Blake døde nogle år efter William. Han lærte hende at skrive og hjælpe til med trykpressen hjemme i stuen, og det er særdeles sandsynligt, at hun også lavede sine egne små skitser og billeder - ihvertfald var meget af farvelægningen hendes job.

Og så tilbage til genskrivningen af kapitel 1 (det er der, jeg slår mine folder for tiden).

Hej og pip og reklame

2011-10-17T20:38:00.001+01:00

Filey. Hvilket er snyd, for vi var der faktisk ikke denne gang. Men vi talte meget om det.

I hører ikke mere fra mig idag. Jeg har siddet og sukket hele dagen ved køkkenbordet, fordi jeg hader, når gæster stryger hjem til DK igen. Så sidder man der med sin spegepølse fra Slagter Munch i Skagen og føler sig alligevel lidt alene. Men besøget var yderst hyggeligt, og vi turede York og udvalgte dele af North Yorkshire rundt i den pæne efterårssol. Og mine forældre fik talt med stort set alle, de mødte på deres vej, og faderen fik sit første indiske måltid siden 1976. Stor succes.

Nå, men det jeg egentlig ville sige, var, at I skal hænge på i denne uge. Jeg tror ikke rigtigt på konceptet om bloggerteasere, men det er vel ikke forbudt at gøre reklame for, at jeg d. 20. - altså på torsdag - bringer et interview med Scott Pack fra Me and My Big Mouth, helt eksklusivt for bloggen her. Oh yes. Scott er superblogger, kageelsker, meget morsom twittermand og ikke mindst (tør man vel godt sige) en af de mest magtfulde mænd i den engelske forlagsbranche. Glæd jer til at læse med, når Scott svarer på spørgsmål om Blake, Gud og lakridspiber.

For tre år siden var jeg i Scarborough

2011-10-15T08:52:00.001+01:00

Nu tager vi derud igen på lørdagsudflugt. Moren har pakket badedragten, og vi håber på solskin.

à tout à l'heure

Og til dem, jeg skylder emails og deslige, så er de på vej. Og billedet er taget af min lil'sis; jeg går ud fra, at jeg gerne må låne det.

Der må fnises, og et lille tip

2011-10-12T15:13:00.000+01:00

Origenes. Gammel, men dog ikke så gammel.

Da jeg sad og kørte The Cambridge Companion to Coleridge igennem i går (fordi jeg har rodet mig ud i at nævne ham i et kapitel om Blake og Boehme og nu altså prøver at finde ud af, hvad han var for en), faldt jeg over en stor fed tastefejl. En af dem, der ikke må ske (og helst overhovedet ikke i en Cambridge Companion). Og som alligevel ofte sniger sig ubemærket forbi både forfatter, redaktører, og alle de mange andre par øjne, der helt sikkert har læst kapitlet igennem. Mange gange.

Forfatteren til artiklen om Coleridge og religion, Mary Anne Perkins, vil nemlig lige nævne Origines.

Med vanlig indikation af dato for fødsel og død.

Og har glemt at dobbeltchekke årstallene, så det nu står sort på hvidt, at Origines levede fra ca. 185-284. Nioghalvfems år. Hvilket er godt gået på den tid (så vidt jeg har forstået) og også står i et noget liberalt forhold til de årstal, vi plejer at angive for ham - som er ca. 185-253, plus/minus.

Et lille tip? Tjek, dobbelttjek, og tjek så lige igen, før I afleverer opgaven/specialet/phd-afhandlingen. Årstal samt bibelhenvisninger, også selvom det er det mest kedsommelige i verden. Ellers bliver det så pinligt.

PS: venligst ingen kommentarer om forkerte årstal i min bog om Blake nu. Jeg bliver hysterisk. Af samme grund har jeg aldrig åbnet mit eget eksemplar.

Og så ikke et ord om dengang på Brepols, hvor vi opdagede, at en af de nye bøger var kommet fra trykken med een undertitel på forsiden - og en helt anden på titelbladet.

Danske Banks Litteraturpris 2011

2011-10-11T11:09:00.000+01:00

Hvis man har nydt bøgerne om Hildegard lige så meget som jeg har, så kan man nu stemme på Annelise til Danske Banks Litteraturpris 2011. Desværre kan man læse på forfatterindens egen blog, at det er sidste gang, prisen bliver uddelt. Og det er da hrmpf.

Selv er jeg rimeligt kenotisk udmattet efter fem dages flyvende skrivning og masser af koncentration. Nu humper jeg derudaf, kan ikke sove om natten og ikke koncentrere mig om at skrive lange sammenhængende ting om dagen. I morgen skal jeg mødes med de gode folk fra conversion narratives projektet her i York, som arrangerede den fine konference i juni. Og så ankommer mama et papa til York på onsdag for en forsinket sommerferie.

Akademisk liv, it's a rollercoaster. Om natten ligger jeg vågen og bekymrer mig om udsigten til den snarlige arbejdsløshed. Og undrer mig over, hvorfor jeg absolut skulle vælge den usikre akademiske levevej i stedet for en fast indtægt som præst i et lille landsogn. Og så ved jeg jo alligevel godt hvorfor.

Fordi jeg elsker det. Bring it on.

En overophedet phd-hjernes bekendelser

2011-10-09T11:15:00.000+01:00

Læsø.

En alt for varm, urolig nat med alt for mange drømme. Jeg vågnede udmattet op - og kan godt identificere hvor de fleste af drømmeelementerne kommer fra, men ikke alle.

Jeg drømte f.eks. at jeg skulle holde oplæg i Steinselskabet, som holdt til i en lejlighed i nærheden af Botanisk Have i Kbh (en kombination af at have set Midnight in Paris i går, hvor jeg blev mindet om at jeg aldrig har læst Gertrude Stein, og at følge med hos Martin GS). Formanden var Knud Steffen (som også må være kommet ind i drømmen via sin blog), men efter foredraget - hvor også kusine Ida og kusine Susi var til stede (facebookrest) - tog det Knud Steffen så lang tid at udfylde papirarbejdet omkring mit honorar, at jeg blev en halv time forsinket til Læsøfærgen (Læsø kom ind i billedet, fordi vi drak vin hos en kær nabo den anden dag, og hendes buldrende kamin og kolde hus fik mig til at tænke på Læsø). Jeg stormede gennem København med alle mine tasker og kunne næsten ikke komme forbi menneskemængden i Nyhavn, men endelig nåede jeg ud for enden af molen (som nu var blevet til molen på jollehavnen i Frederikshavn, hvilket giver lidt mere geografisk mening). Heldigvis var den diminutive Læsøfærge blevet forsinket i afgangen, så selvom jeg var en halv time forsinket, kom jeg med. De eneste passagerer (og de eneste, der var plads til, fordi færgen var så lille) var vores lille selskab, som bestod af vores leder/underviser Dr Ariel Hessayon (i den virkelige verden en engelsk historiker, der arbejder med et projekt om Jakob Boehme) og så en lille gruppe af 6 kvindelige studerende, der alle så frem til vores studietur til Læsø. Desværre var der så lidt plads på færgen, at jeg fik det meget varmt og næsten fik et klaustrofobisk anfald...

...og så vågnede jeg. Og det føles jo enormt indbildsk at sige, at man drømmer om Gertrude Stein og Jakob Boehme om natten, samt at man i sine drømme bliver bedt om at holde fantastisk spændende seminarer, når man nu ikke gør det i det virkelige liv. Men phd-hjernen er åbenbart forsvundet ind i et eller andet univers, hvor der ikke er plads til helt almindelige drømme om Kreta og romantik.

Mine damer og herrer: phd-slutspurten er begyndt. Og jeg er in the zone.

Stolt & bitter

2011-10-08T14:18:00.001+01:00

Nu er bloggen her jo ikke ment som een lang promovering af familierelaterede projekter, men jeg kan da ikke lade være med at nævne, at der er et fint interview med den kære nevø i Politiken - se det her.

Eventyret begynder således:

Forrige søndag sad Carl Emil Petersen foran computeren i sin lejlighed på Amager. Dagen før var den 20-årige sanger netop blevet færdig med musikvideoen til sit band Ulige Numres første single, ’København’.

Ved midnatstid loggede han ind på YouTube, uploadede videoen og håbede på, at nogen ville lytte med. Mandag morgen tog han på arbejde i vuggestuen, som han plejede...

Og nu skal jeg nok snart holde op. Men jeg er så stolt af den lille fyr, at det gør helt ondt. Og ville i svage stunder alligevel ønske, at jeg også kunne stå til koncerterne sammen med søstre, brødre, niecer, nevøer, bedsteforældre og sukkende teenagepiger i stedet for at sidde et gudsforladt sted i Nordengland i regn og følge det pr. computer.

I kan stadig høre sangen her og følge bandbloggen her.

Og så: frokost og skrivning hele eftermiddagen. Jeg har ikke skyggen af weekend.

Bitter? MIG?

Krop og sind, og Milton

2011-10-06T15:11:00.001+01:00

Var så begejstret over, at mit snoldede hadekapitel om Milton a poem (der nu er mit yndlingskapitel) pludselig blev skrevet færdigt, at jeg fik mavepine.

Må jeg hviske det? Jeg har mange måneders arbejde foran mig endnu. Men nu kan jeg se lys for enden af tunnellen. Den der phd, den skal nok blive færdig.

Sejrens mavepine. Ikke den værste slags.

Nu går det bedre

2011-10-06T11:31:00.002+01:00

Jeg kan dog berolige bekymrede mødre og forskningsråd med, at det ikke er hver dag, jeg er så uproduktiv. Faktisk resulterede bar-røv-episoden i en meget produktiv arbejdsdag i går, hvor jeg nåede at skrive over 2000 ord, læse en del Boehme, tale med lillesøster i en time på skype (for at få alt det nye sladder fra det teologiske fakultet i Kbh), og - æh, hosthost - styrketræne (på hjemmekontoret til en youtubevideo. Fordi jeg lige så godt kan lære at gøre brug af gratis tilbud nu, så jeg er klar til at leve uden indtægt fra januar).

Og i dag har jeg allerede skrevet, og fået, emails, jeg længe har haft på bedding, fulgt begejstret med i, at gode akademiske venner har fået penge til et fantastisk forskningscenter, samt skrevet et skidegodt afsnit på 500 ord.

Konklusion: flere blottere i verden. Det højner produktiviteten langt mere end 12 minutter mere. Når lige chokeffekten har lagt sig.

Hver morgen/Blake Classic

2011-10-05T09:48:00.002+01:00

Hver morgen går jeg en tur ned langs floden, før jeg burer mig inde på hjemmekontoret. Det er noget så pænt. Og mine naboer nikker og siger godmorgen til mig, og børn i skoleuniformer suser forbi på deres små løbehjul, og det hele er faktisk meget idyllisk. Så går jeg hjem og laver kaffe, tænder computeren og venter på min muse.

Daughters of Beulah! Muses who inspire the Poets Song

(...)

Come into my hand

By your mild power; descending down the Nerves of my right arm

From our the Portals of my Brain, where by your ministry

The Eternal Great Humanity Divine. planted his Paradise...

(fra Milton a Poem 2.1-8, E96)

Men så med eet...

2011-10-04T20:33:00.000+01:00

I dag var en af de dage. Da jeg slukkede computeren klokken seks, havde jeg produceret siger og skriver 174 ord til mit førsteprioritetsprojekt (kapitlet om 'Milton A Poem' til phd'en) og 136 ord til mit andetprioritetsprojekt (kapitlet om Blake og Boehme til en antologi om Boehme). Samt skrevet en email til en dame i Amerika for at spørge, om hun kunne hjælpe mig. Det kunne hun ikke.

Og det var det. En af de mildt sagt frustrerende dage, hvor man sidder helt alene på hjemmekontoret og bliver mere og mere indebrændt. Hvor det er koldt gråvejr udenfor. Hvor man ingen gode emails får, og ingen ringer. Man har absolut ingen undskyldning for ikke at arbejde. Og stadig går det ikke.

Efter endt arbejdsdag trak jeg i løbeskoene for at løbe irritationen af mig. Kæmpede mig op af bakken, hvor fårene græsser, forbi den gamle chokoladefabrik, og så majestætisk ned mod floden og The Millennium Bridge.

Og der blev jeg moonet.

Noget så eftertrykkeligt.

Af en noget alternativt begavet mand, men hans ledsager kiggede væk.

Og der var udsigt til - hvad kalder man det? - hele pakken. To meter væk.

Og det skal man jo ikke grine af. Men det var jo altså ret sjovt. Jeg løb bare videre, mens jeg kunne høre hans ledsagere grine bag mig, og først på den anden side af broen begyndte jeg at fnise for mig selv. Og så var det meget svært at holde op igen.

Det bedste er, at det reddede min dag. Min irriterende, irritable dag, som ellers ville være gået over i historien som en af de tirsdage, man helst vil glemme eksisterer.

I stedet vil jeg nu altid huske den som dagen, hvor jeg blev moonet lige op i fjæset i aftenrøden over York. Livsbekræftende, på en måde.

Glædelig tirsdag.

The Rowan om kvinder og den anglikanske kirke

2011-10-03T18:41:00.000+01:00

Skal vi læse lidt i Bibelen sammen? (Tegning af C.E. Jensen (?), hentet på Wikicommons)

Ifølge et interview i The Telegraph bevæger vi os - langsomt - i den rigtige retning. 'Dr Williams', som optræder i artiklen, er lig med Ærkebiskoppen af Canterbury (og den anglikanske kirkes overhovede) Rowan Williams, som omtales som Dr, fordi han har en DPhil (phd) fra Wadham College i Oxford - modsat f.eks. Mr Cameron, der bare er Mr. Og ja, de går ekstremt meget op i den slags herovre. Og ja, det er den samme Rowan Williams, som jeg havde den ære at møde. Men det er en helt anden historie...

Speaking at a private meeting to consider the role of women, Dr Williams said bishops should reflect the full “human community”.

“In arguing for and working for the full inclusion of women in the ordained ministry of the church, what we’re after is not simply justice, though that’s not exactly insignificant, but we are after the humanising of the ordained ministry,” he said.

The work of clergy has suffered from a “malign” professionalism in which some priests take a bureaucratic approach, instead of focusing on their responsibilities and their faith, the Archbishops suggested.

“Bureaucratisation can mean perhaps taking the priesthood away from justification by faith and anchoring it in a kind of justification by box ticking.”

He questioned whether it was “possible for bishops to read the Bible adequately if they’re an all male group”.

“It’s not just a matter of being able to read the words. It’s a matter of being alert to the fullest range of meanings that those words possess,” he said.
“And if you're going to be alert to the fullest range of meanings you have to have the fullest range of readers. So a group whose readership is restricted is actually not going to be a fully literate group.”

Johannemania, nu også i The Observer

2011-10-02T09:56:00.000+01:00

Og så byder dagens Observer på et interview med 'the new Queen of Denmark's left', Johanne Schmidt-Nielsen. Og selvom interviewet i sig selv er fint og behørigt imponeret, så er det i kommentarfeltet, man skal finde godterne.

Til Johannes udtalelse

I'm an anti-capitalist and a socialist, is that so radical? It's just so obvious that the climate can't deal with this way of producing goods. This obsession with blind growth, it can't continue. I don't believe that the task for the rich countries is to get more growth; it is to redistribute the wealth that we already have.

svarer en begejstret læser:

Ding, ding, ding! We have a winner. I'm getting this printed up on a T-shirt.

Og til interviewerens parafrase:

...she wants to nationalise the energy industry, set up a state-owned bank, impose a Tobin tax on the financial sector and withdraw from the EU.

svarer en læser:

I love you Johanne, and I wish to subscribe to your newsletter.

Een læser er mere lakonisk:

She's no Troels Hartmann.

Og een reagerer bare på the obvious fact:

Denmark's left is hot.

(Men har vedkommende set Frank Aaen?)

En anden udbryder:

Blimey. A politician with a grasp of reality.

Mens andre stiller sig mere tvivlende over for det hele:

...it seems she's just another career politician that has never worked a normal job, but spent her whole life 'fighting for big issues' and trying to get elected to tell other people what to do. The fact that she's left wing is hardly here or there. we're all left wing when we're young (and privileged).

Og så er der dem, der drejer samtalen ind på mere åbenlyst centrale ting som Kongehuset...

Wonder if she will steal some headlines from Mary in Denmark. They certainly adore their royals, well at least anyone with a royal moniker. Fred was a ratbag till he married Mary.

og Sverige, Schweiz og Belgien (?!?):

Problem is , social democratic countries like Sweden etc, are to put it blunty not very interesting, they exist , they don't really contribute to the betterment of humanity, how much interesting culture has ever came from these type of countries, not just art , music , but science and debate.

It is said about Switzerland they don;t have wars, but then again they are known for the cuckoo clock,watches and chocolate. The point being , countries like Sweden, Belgian are sterile, that's why they produce sterile politics and sterile history.

Og endelig er der en kvindelig svensk læser, der kommenterer:

Anyway, Johanne is not that beautiful, about average for a Danish woman in my experience.

Summa summarum: goodness gracious me. Vi kan konkludere, at man også i England synes, at Johanne er smuk. At svenskerne synes, hun kun er middelmådigt smuk. At Frederik også har en fortid udenfor landets grænser. At Troels Hartmann stadig er the shit. Og at vi på en eller anden måde hænger uløseligt sammen med Sverige, Belgien og Schweiz.

Til gengæld er det en overraskelse, at ingen endnu har nævnt Holland i kommentarerne (landet, som vi ellers for det meste forveksles med - jeg har indtil flere gange haft folk, der beklagende måtte informere mig om, at 'I don't speak any Dutch, I'm afraid').

Johannemania. Det spreder sig. Som en ung blond steppebrand.

Fordi det er søndag (eller: sådan gør vi det i Nordjylland. Halleluja!)

2011-10-02T09:17:00.000+01:00

Dominere: en kvindelig dyd (ifølge Ordbogen)

2011-10-01T09:26:00.000+01:00

Eller: ordbogsopslag skrevet af mand, der føler sig presset. Jeg citerer fra Ordbogens hjemmeside, opslag 'dominere':

dominere verbum <-r, -de, -t>

OVERSÆTTELSER
* dominate - Women dominate the entire company
* predominate - He is not happy that women predominate at the university
* (~kue nogen) domineer over - She domineers over her younger brothers and sisters

Forslag: tag en snak med din kone om, hvordan du har det. Det kan kun hjælpe.

Nikolaj Nørlund og Ulige Numre, part II

2011-09-30T14:16:00.000+01:00

Jeg har stjålet billedet fra dem. Det har de sikkert ikke noget imod.

Ville blot minde om, at I kan høre Nikolaj Nørlund og Ulige Numre in concert på Loppen i aften - festlighederne starter kl. 22 og tager jeg ikke meget fejl, vil I både kunne møde min smukke storesøster og min smukke lillesøster derude (samt adskillige andre - som f.eks. min smukke lillebror eller måske een af mine smukke storebrødre).

Og så er det vist ikke kun mit stolte mosterhjerte, der hopper af fryd, når 'København' bliver spillet; her ses de kære drenge f.eks. i dagens Urban i deres første interview.

Undskyld, men er vi ikke bare en lille smule stolte af den klejne nevø?

Bonusinfo: de kan også fanges på Nytorv kl. 17:50 idag - hvis du alligevel skal ind og hente lidt Blakelitteratur på Hovedbiblioteket til weekenden...

Blake Classic: fra 'Milton A Poem'

2011-09-29T09:00:00.000+01:00

  
And every Minute has an azure Tent with silken Veils.                            

And every Hour has a bright golden Gate carved with skill.                            

And every Day & Night, has Walls of brass & Gates of adamant,                            

Shining like precious stones & ornamented with appropriate signs:                            

And every Month, a silver paved Terrace builded high:                            

And every Year, invulnerable Barriers with high Towers.                            

And every Age is Moated deep with Bridges of silver & gold.                            

And every Seven Ages is Incircled with a Flaming Fire.                            

Now Seven Ages is amounting to Two Hundred Years                            

Each has its Guard. each Moment Minute Hour Day Month & Year.                            

All are the work of Fairy hands of the Four Elements                            

The Guard are Angels of Providence on duty evermore                            

Every Time less than a pulsation of the artery                            

Is equal in its period & value to Six Thousand Years.                            

For in this Period the Poets Work is Done

(Milton 28.50-29.1, E126-7) 

Flod vs. hav

2011-09-28T10:52:00.001+01:00

For en, der har boet en stor del af sine formative år i Skagen, er noget af det mærkeligste ved at bo i England det, at jeg (for det meste) er langt fra havet. Det virker forkert, og jeg føler mig en lille smule klaustrofobisk ved tanken. Og selvom York er væsentligt tættere på kystlinien end Oxford var, så er vi stadig ude i noget med tre kvarters togtur for at gå en tur ved stranden.

Til gengæld har jeg The River Ouse nede for enden af vejen. Og når jeg sidder fast i et kapitel, hopper jeg i de neongrønne gummistøvler og trasker ned på broen, hvor jeg står og kigger ud over vandet. Jeg følger en meget klog professors råd om at 'walk through the paragraphs'. Så trasker jeg hjem igen. Og det er godtnok ikke helt det samme som havet, men det lugter da lidt af fugl.

The River Ouse anbefales. Det er en dejlig flod.

Vandrebiblioteket

2011-09-27T16:55:00.002+01:00

Fra reolen pt.

Tre et halvt år, to skybrud og 5500 kr har det taget mig, men i morgen sker det: mine 25 flyttekasser primært fyldt med bøger ankommer fra Danmark. Nu skal de bo med mig i York.

Og. Jeg. Glæder. Mig.

Og forsøger at ignorere den nagende mistanke om, at det vil være umuligt at få så mange bøger ind i det lille minihus. Jeg overvejer at gøre, som jeg har set andre akademikere gøre i de små engelske dukkehuse: stille bøgerne i to rækker på reolerne, de vigtigste forrest og de mindre vigtige bagved. Og så ryger der vel en hel spand til Oxfam (selvom det smerter mit hjerte).

Jeg glæder mig til at gense Klaus Høeck, Jan Thielke, Nis Petersens Sandalmagernes Gade, den Herman Hesse, jeg engang fik af Jens og stadig mangler at læse, Thomas Mann på dansk, den lille franske bog, som jeg har brugt det sidste år på at prøve at huske titlen på, mormors gamle udgave af A.S. Byatts Possession, min orange udgave af Det Ny Testamente fra grunduddannelsen med alle de mærkelige noter, min Mason & Dixon, min Simone Weil - åh, og mine Simone de Beauvoir! - og alt det andet, som jeg ikke kan huske lige nu, men som må være der. Romaner på dansk. Kirkehistoriebøger, som jeg har savnet i årevis. Mærkelige små digtsamlinger, som jeg skal lære at kende igen. Og alle bøgerne fra Samlerens Bogklub, som jeg engang fik smidt i nakken.

I morgen ved denne tid...

Hvis I ikke hører fra mig, så er jeg blevet levende begravet i bøger. I så fald må I gerne ringe til politiet.

Den stolte moster anbefaler: Ulige Numre

2011-09-26T09:12:00.001+01:00

Så fik han mig alligevel til at savne København.

Læs mere om Ulige Numre her, eller vær frisk og tag ind og hør dem spille - f.eks. d. 30. september på Loppen (med Nikolaj Nørlund).

Fancy venner, del II: 'Why Quakers were the burqa wearers of the 17th century'

2011-09-25T17:45:00.000+01:00

Min gode veninde fra Oxford, Dr Apetrei, har skrevet et fint lille indspark på Guardians webside: 'Why Quakers were the burqa wearers of the 17th century'. Og hvis man skulle være mere interesseret i 1600-tals kvinder (og det burde man, når hun skriver om det), så har den unge Dr A også udgivet bogen Women, Feminism and Religion in Early Enlightenment England (som fåes på Amazon).

Er yderst stolt af mine kloge venner. Well done, Sarah!

24 timer i Sheffield

2011-09-24T21:14:00.003+01:00

- for at se McNulty & Lester Freamon (fra The Wire) i en pletfri, ret morsom og dejligt politisk ukorrekt opsætning af Othello; Freamon var den mest skræmmende Othello, jeg har set, og McNulty en meget, meget morsom Iago med tyk Sheffieldaccent (han stammer selv oprindeligt fra byen - derfor den lokale opsætning). Vi sov i Sheffield og tilbragte dagen i dag i byen med at vandre rundt og føle, at vi var på ferie. Meget dejligt, og meget tiltrængt.

Det var bare det. En helt almindelig, ualmindeligt dejlig start på weekenden. Nogle gange behøver det ikke være så avanceret.

(Og andre The Wire fans må gerne være misundelige. I gik glip af noget - David P.)

Min første cooked English breakfast. Nogensinde.

Sheffield.

De fine motorcykler udenfor verdens bedste genbrugsforretning.

Dr B købte en norsk sweater, og vi drak kaffe i flere timer.

De to gode herrer fra The Wire.

En midlertidig katedral.

Arbejdsdage i Oxford, og så hjem igen

2011-09-21T10:12:00.000+01:00

Broad Street.

Jeg er hjemme efter en marathontur til Oxford for at mødes med den ene vejleder, tjekke en masse Bøhmereferencer i vores dejlige bibliotek på Queen's College, og drikke ufatteligt meget kaffe med så mange mennesker som muligt. Alt i alt: en succes. På college nåede jeg at catche up med portnerne, bibliotekarerne, præsten, den sjove organiststuderende, den pæne tjener (der kun serverer til højbords), den 'scout', der passer på min vejleder (som hun selv formulerede det) - og, æh, selvfølgelig min vejleder selv. Jeg fik gået til mit yndlingsseminar, sovet i et koldt lille værelse på college, spist morgenmad i det nye SCR dining room (velkommen luksus, fordi de havde håndværkere i spisesalen), set mine venners nye værelser i et forhåndværende nonnekloster, forsøgt ikke at få blærebetændelse i det iskolde bibliotek, spist morgenmad i Vaults & Garden, frokost på Trinity og eftermiddagskaffe i Blackwell's, købt to nye (brugte) bøger om Blake, og snakket snakket snakket...

You get the gist.

Nu sidder jeg ved det lille skrivebord i York og prøver at huske, hvilken ugedag det er.

Så deeet...

Stefans valg.

2011-09-15T16:31:00.000+01:00

Åhåhå, teologen dør altså af grin. Jeg er så meget til fals for den slags. Se flere af de ret fantastiske plakater på Stefanskirkens hjemmeside her. Glædelig valgdag! Og tak til lillebror for at gøre mig opmærksom på dem.

Gud, den gamle patriark

2011-09-14T09:58:00.000+01:00

Der diskuteres i KD og på relaterede websteder om, hvad man egentlig kan kalde Gud, og om 'Herre' er patriarkalsk eller bare flot.

I kan læse mit lille indspark her.

(Og nej, fotoet forestiller ikke mig.)

Fuglen er død

2011-09-13T21:59:00.000+01:00

Ok, jeg fik spat af twitter. Hvis jeg skal være helt ærlig. Og følelsen af at være totalt malplaceret fortog sig aldrig.

Også selvom Pia Juul fik anbefalet mig at læse den meget anbefalelsesværdige The Master af Colm Toibin (og tak for det!), og Emil fik mig til at fnise, og jeg faldt over to andre bloggerteologer, nemlig Lechsen og Kirketjenerinden... Så er det, alt taget i betragtning, et noget beskedent udbytte.

Så nu er jeg bare her. Og det føles allerede lidt retro og rart.

Er I med mig?

Farvel du lille

fugl, du var

blå og buttet, og selvom

jeg prøvede og prøvede og

PRØVEDE, så

kunne
jeg

ikke.

Så farvel, så blå.

Farvel

(rinder ud)

Giver ordet til Mickey Gjerris

2011-09-12T10:36:00.000+01:00

"Det sjove er, at de står og peger ned ad den samme vej alle sammen – Helle Thorning-Schmidt (S), Villy Søvndal (SF), Lars Løkke Rasmussen (V), Pia Kjærsgaard (DF) og alle de andre. De peger ned ad den vej, som vi allerede går på, og som vi i vores magelighed og fantasiløshed efterhånden tror er den eneste vej, der er.

Det er vejen mod materialismen, forbruget og velstanden. Det er vækstens vej, hvor bruttonationalproduktets størrelse pludselig bliver et mål i sig selv. Hvor økonomer i fuldt alvor kan mene, at et jordskælv er en god ting, fordi det sætter gang i økonomien. Det er vejen til den næste fladskærm og det næste forbrugslån. Vejen, hvor vi ikke længere er borgere med et fælles ansvar for samfundet, men blot forbrugere med ansvar for os selv og vores nærmeste. Hvor den økonomiske rationalitet overordnes etiske hensyn, der blot opfattes som håbløs idealisme.

Sådanne fyrtårne har vi masser af. Mennesker med gode talegaver og rare smil, der fortæller os det, vi gerne vil høre. At vi kan blive ved med at få mere, imens de svageste får det bedre. At vi kan blæse og have mel i munden. At alle vores problemer med klima, natur og hinanden bliver løst af det næste teknologiske fix. Væksten skal nok komme igen, og carporten bliver udvidet."

Fra KD.

Kære tidsskrifter

2011-09-11T17:23:00.000+01:00

Jeg kan ikke klare flere passwords. Ikke flere brugernavne. Jeg vil helst ikke ind på paypalsiden igen, nogensinde (med mindre det er højst nødvendigt). Jeg har ikke brug for elektronisk adgang til dit og dat, og jeg er ikke interesseret i specielle tilbud og online only features. Overhovedet.

Jeg vil bare gerne have lov til at købe jeres tidsskrift på den helt gammeldags måde. Sende en check i posten og senere modtage tidsskriftet ind ad brevsprækken. Og så vil jeg læse det i sofaen med benene oppe og en kop the indenfor rækkevidde. Læse med min gule overstregningstusch og min spidsede blyant i hånden og lave mine egne noter i margenen, mens jeg læser og gumler på det hele. Måske markere noget ekstra interessant med en gul post-it. Og så stille det i reolen ved siden af alle de andre tidsskrifter med noter, post-it-lapper, thepletter og kagekrummer. Hvor jeg kan finde det igen, når jeg skal bruge det.

Men please. Please. Ikke mere onlinehurlumhej. Det gør mig sur og skør i hovedet, og det kan ingen være tjent med.

Venligst
Teolog på Afveje

I York Minster & i KD

2011-09-11T12:49:00.001+01:00

York Minster.

Citerer (lidt kluntet) fra KD:

Danmark regnes i Norden ikke for et land, der tager sig meget af feministisk teologi. Der er langt mere aktive teologisk feministiske bevægelser i de andre nordiske lande.

Det er vist ikke at tage munden for fuld.

Kan også rapportere, at ikke en eneste af de adskillige præster, der medvirkede i dagens højmesse i York Minster, var kvinder. Derimod var der er en stærk overrepræsentation af mænd over 50 (bless them). Og så en enkelt lille anglikansk nonne, der fik lov til at hjælpe med at dele nadver ud.

Læs mere om Herren, der forsvandt fra velsignelsen i Morgenandagten her.

Glædelig søndag, folks. Og som det gjaldede ud over katedralen i den sidste salme idag:

Nothing can destroy our peace.

Idag

2011-09-08T09:34:00.001+01:00

Idag: regn over Yorkshire. Jeg skal have skrevet mere, end jeg kan holde ud at tænke på, på mit problematiske kapitel om Blake, Milton, Böhme og Paulus. Samt få begyndt på mit bidrag om Blake og Böhme til en bog om Böhme og hans indflydelse. Jeg blegnede noget, da jeg fandt ud af, at jeg skal aflevere det til jul - samme deadline, jeg har sat for mig selv til at få lavet en samlet første gennemskrivning af min phd-afhandling. Jeg har travlt. Meget travlt.

Een ting af gangen. Een time af gangen. Breeeeathe. Og så i aften: middag hos Miss Moore.

Opfølgning på 'Baby, nej tak?'

2011-09-07T18:28:00.000+01:00

Forslaget (som jeg skrev om her) om, at nybagte mødre ikke skal have nedslag i kravet om, hvor mange videnskabelige publikationer, de skal producere, diskuteres gudskelov - mestendels dog hos kvindelige akademikere, desværre, ihvertfald hvis mine venner på facebook er repræsentative (solidaritet, anyone?). Her kan man læse en lille artikel fra UCU (University and College Union), hvis generalsekretær Sally Hunt udtaler:

We are pleased that some progress has been made in helping early career and part-time researchers. However, these new proposals are a backward step when it comes to maternity and adoption leave. Giving birth or adopting a child is a very demanding time and it is unfair to expect researchers in this situation to produce the same amount of high quality publications as their other peers. The funding councils should be looking to reduce this burden.

Female academics are already competing on an unlevel playing field and these new maternity guidelines will only compound things further. The REF is really important for people's career prospects and creating this extra barrier for women looking to have children risks entrenching inequality.

Den sidste pointe er især vigtig - nemlig at et sådant tiltag vil komme til at ramme unge kvinder, der er lige i den karrieremæssige opstartsfase.

Jeg håber virkelig - virkelig - ikke, det bliver til noget. Æggestokkene rører nervøst på sig. Og 1. januar er jeg uden penge igen.

Og ifald I tænker på at spørge: nej, ikke een eneste af mine akademiske venner her i England har børn. Vi har ikke tid, vi har ikke råd, og vi har mere akut brug for jobs. Sådan generelt.

Se også Mary Beards oprindelige indlæg, hvor diskussionen fortsætter i kommentarerne.

Oplæsning i Poesiens Hus (Høeck)

2011-09-07T12:54:00.000+01:00

Vil blot gøre reklame for, at der i morgen - torsdag d. 8. september kl. 20 - er oplæsning af Klaus Høecks Eventyr ved Philippe Christiansen i Poesiens Hus. Høeck er en af mine gamle helte og - jamen, tag dog derind og hør det. Poesiens Hus (hvis du ikke har været der før) ligger over for Kongens Have, to minutter fra Nørreport. Og der er så fint.

Og da jeg var hjemme for et par uger siden, fik jeg og Dr B den bedste kop kaffe, vi har fået i meget lang tid, derinde - inkl. yderst venlig betjening og en lille sludder. Jeg kan faktisk, helt ærligt, ikke anbefale det for meget.

Afsted med sig.

Adresse: Gothersgade 89, 1123 København K.

Men har de noget Blake derinde?

On soldiers (also for English-speaking readers)

2011-09-06T09:19:00.001+01:00

Photo from Armadillo (via Guardian)

If you never managed to catch the Danish war documentary Armadillo in your local cinema, it's now available for rent etc. on Itunes. After you've seen it, listen to two radio programmes both available online: Will they know me back home (thanks to Rasmus for recommending it) and the BBC4 programme The Kill Factor. Simply because we need to try and understand these things.

En mand og hans frugtsalat

2011-09-05T15:05:00.001+01:00

Hænderne op, alle der synes, at Kåre Gade skal lave sin egen kogebog - her hans frugtsalat med mayonnaise og chokolade (forklaring findes i klummen). Og så respekt for en mand, der ikke bruger halvdelen af sit liv på Facebook for derefter at bruge den anden halvdel på at benægte det. Åh fnis, altså.

Og så afsted til eftermiddagsthe hos min veninde Miss Moore.

Billeder fra en ganske almindelig weekend i York.

2011-09-05T08:56:00.000+01:00

Marked i York, hver dag.

Yndlingsboden, som drives af to gamle Yorkshiremænd. Find dem på hjørnet ved M&S.

Blomkål til 5 kroner.

Stadig på markedet.

Morris Dancers, fordi det var lørdag. Dr B var ved at dåne af flovhed over, at jeg fotograferede dem,

York Peace Festival. I regn.

Der var glade kor.

Og Coops begravelsesforretning gjorde reklame for særligt økovenlige begravelser.

Der var bare ben trods regnen.

Og så gik vi hjem gennem de fine blomster i Rowntree Park.

Hvorfor nu Yorkshire?

2011-09-04T12:21:00.001+01:00

Ankom noget nervøs på banegården i York for et par uger siden. (Vi har ikke bil og flytter pr. tog.)

For jer som har været på ferie, har haft pause fra internettet eller som bare ikke har læst med de sidste par uger, så er jeg altså flyttet. Pakkede den anseelige bogsamling, tøj, potteplanter og gamle plakater fra The National Railway Museum sammen og fik det hele skippet til York, hvor Dr B nu er lektor i middelalderlitteratur. Hverken mere eller mindre. Fire timer fra Oxford i tog, oppe nordpå og tæt på havet.

For at der ikke skal være nogen forvirring: jeg er altså stadig phd-studerende i Oxford. Jeg bor bare ikke i Oxford længere. I stedet er vi ude i en model, hvor jeg sidder heroppe nordpå på det nye lille solbeskinnede kontor og skriver - og en gang om måneden tager jeg så toget ned til Oxford for at mødes med mine vejledere, gå til seminarer, drikke kaffe og lægge slagplaner med univenner og generelt blive opdateret med det hele. Jeg overnatter på et lille værelse på college (eller på gulvet hos en ven) og har min computer med mig.

Og indtil videre går det godt. Mit nye hjemmekontor er stille og rart, og jeg har på fornemmelsen, at jeg faktisk kan få arbejdet her - ingen impulsive aftaler med vejleder, ingen dejlige (men også, let's be honest, lidt forstyrrende) kaffemøder med venner, ingen seminarer eller forelæsninger, jeg bør gå til uden rigtigt at have tid eller lyst. Og selvfølgelig vil jeg savne at blive stimuleret af den generelle akademiske buzz i Oxford. Men helt ærligt? Indtil videre har jeg ikke savnet Oxford et eneste sekund. Her er fred og ro, en flod nede for enden af vejen, verdens hyggeligste by en ti minutters gåtur væk, og en generelt mere venlig stemning end i jeg-falder-dig-snart-i-ryggen-Oxford. Måske er det bare provinspigen i mig, der er glad, men so be it. Jeg føler mig bedre tilpas end længe. Og mht. arbejdet er det, jeg har brug for i de sidste par måneder af phd'en, netop bare fred og ro til at skrive.

At vores lille lejede rækkehus er fantastisk, at vi har roser i haven, at gode venner bor lige rundt om hjørnet og har givet os nøglen til deres hus (så vi bare kan gå ind og låne støvsugeren), at der er varmt vand i hanerne døgnet rundt, at der ikke er (særligt meget) mug i hjørnerne, og at bruseren faktisk virker er bare ekstra plusser i regnskabet.

Og så er byen York måske noget nær det bedste, England kan byde på. To timer til London og to timer til Edinburgh i tog. Lille, men ikke for lille. Universitetsby, men ikke for meget universitetsby. Med en katedral, en ærkebiskop og lige så mange pubs, som der er dage i året (siger traditionen). Den lokale er Wellington Arms, som ligger i nabogaden. Med ældre mænd, små rum og de billigste pints i York. Der er det legendariske thehus Bettys. Der er god lokal øl. Der er marked i byen hver eneste dag, hvor alle handler. Der er det hyggelige lille hippiesupermarked rundt om hjørnet, der ligger med det gode indiske spisested på den ene side og den berømte York Beer & Wine Shop på den anden side. Og jeg kunne blive ved.

Det er så godt, at jeg næsten ikke tør tro det.

I eftermiddag går vi over broen til den anden side af floden for at komme til årets York Peace Festival (gamle hippier, som vi er). Den nepalesiske mand i Sainsbury's har nemlig en bod med nepalesisk mad, og vi har lovet at møde op og få en smagsprøve.

Havde ikke lige forudset, at jeg skulle ende her. Men det føles godt.

PS: flere billeder på vej, men kommunikationen mellem det lille buttede kamera og computeren er brudt sammen. Lillesøster fniser forresten af mine nye billedredigeringer, men det må I leve med; jeg bøjer mig ikke - sådan ser de ud nu, og det er det.

Baby, nej tak?

2011-09-02T09:45:00.000+01:00

Oxford (fra tårnet på St. Mary's University Church).

Jeg kunne skrive længe om glæderne ved at være en ung kvinde i begyndelsen af 30'erne i det engelske universitetsliv, men sandt at sige kunne jeg skrive længere om bekymringerne. Nuvel, jeg ved godt, at jeg ikke er den eneste i verden, der bekymrer om mine fremtidsmuligheder. Det er ikke enestående for hverken min generation, mit køn eller min uddannelse. Mit lidt mere akutte problem er, at jeg har formået at ende i et universitetssystem, der ikke er specielt gearet til kvinder i den fødedygtige alder, der evt. kunne forestille sig at reproducere inden for overskuelig fremtid. (Dette er et teoretisk problem, far - don't get excited.)

Der er skrevet mangt og meget om problemet med kvinder, der i starten af 30'erne pludselig ser deres mandevenner tage nogle store profesionelle skridt, mens de selv får børn. Det gør ikke problemet mindre, eller mindre reelt. Og uden at blive for martyragtig kan jeg vist godt antyde, at problemet er lidt større i UK, hvor 1) det ikke er en selvfølge at få betalt barselsorlov, 2) mænd oftest ikke tager nogen form for fædrebarsel (ja, Cameron var et enkeltstående - og velstående - eksempel), og 3) helt almindelige mennesker som du og jeg ikke har råd til børnepasning. Indtil poderne skal i skole. You do the math: de fleste ender med en model, hvor mor (med stort M) går hjemme med børnene, indtil de er klar til at blive sluset ind i det engelske skolesystem. At komme tilbage til et arbejdsliv efter et par år eller fem som hjemmegående kræver selvsagt nosser. At komme tilbage til et akademisk arbejdsliv, hvor der er mangel på jobs, meget lidt forståelse for, at man måske kunne have lyst til både at være akademiker og forælder og noget, der ligner uvilje mod at sætte sig ned og alvorligt overveje, hvordan man kunne gøre livet nemmere for disse mødrekvinder, kræver nosser gange ti.

Der er stadig en udbredt forestilling i steder som Oxford om, at de kvindelige studerende ikke er der for at forfølge en akademisk karriere, men for at bruge tiden på noget interessant, før de bliver hjemmegående mødre og hustruer. Jeg overdriver ikke - jeg har hørt indtil flere, både kvinder og mænd, unge som gamle - udtrykke dette synspunkt. Men, honestly, kæmper jeg med blod, sved og tårer for at få min phd-grad for Oxford, for dernæst at blive hjemmegående mor, mens Dr B lever det vilde lektorliv? I kender vist godt svaret. Jeg kæmper for min grad med to mål for øje: 1) for at tilfredsstille min egen nysgerrighed og 2) for at bevare, udvikle og videregive viden. Jeg tror på viden, uddannelse, læring. Men jeg tror så sandelig også på, at min uddannelse ikke giver mening, hvis der ikke er nogen, der føder de børn, jeg (forhåbentlig) skal undervise på uni om tyve år. Med andre ord: min uddannelse er ikke for sjov, og jeg tager den dødalvorligt. Men at ville have børn burde ikke være et luksustilvalg for særligt privilegerede akademikere, der er villige (eller modige) nok til at tage års time-out og så håbe på et sent gennembrud.

Det, jeg egentlig ville frem til, var, at Mary Beard denne morgen har et glimrende indlæg om den frygtede kommende REF (Research Excellence Framework), som skal måle og veje universitetsansattes arbejde (det skal I nok komme til at høre mere om her på bloggen). Det nyeste 'consultative document' foreslår nemlig noget, der sikkert er ment som et tiltag, der kan hjælpe kvinder til at få hele den barsel, der (i et ideelt samfund) tilkommer dem. Jeg sakser fra Prof. Beard, der skriver at:

...the most recent consultative document for the rules for the REF proposes normally giving women who have had kids no allowance in the evaluation unless they have had more than 14 months maternity leave in the 5 years (for most of us, who cant afford unpaid maternity leave, that would mean having had 3 kids in 5 years). The idea is supposed to be that you have your maternity leave and then are back to normal.(An alternative and, in my view, much better suggestion would be to credit women with an output for each baby... so one child born in the period and you would only need 3 outputs, 2 and you would only need 2).

This idea of not recognising the research effects of young babies is surely mad. I have tried writing articles with two kids under 3. It isnt about just the official maternity leave. What you need to write good articles and books in my subjects is uninterruptted thinking time. So what blights your productivity for a good while are the trips backward and forwards to feed the baby, the fact that you cant go to all those seminars you used to go to (people forget about you and what you might be doing), and you certainly cant go to conferences (unless you fancy sitting in the bog and expressing the milk for what seems like hours on end, while everyone else is networking).

If there had been an REF on these terms in the mid 1980s, I would have been a casualty (ie I would have been a failure).. and I probably would have left the University and got another job. 20 years on (and it takes 20 years) I am confident enough to say that that would have been a loss.

Where are our equal opps people when we need them?

Selv gik jeg lidt kold i dokumentet, men må prøve igen i løbet af weekenden. Er nemlig spændt på at se, hvor meget der står om fædreorlov...

Velkommen til Nordengland

2011-08-30T17:09:00.000+01:00

For enden af vejen løber The River Ouse. Til venstre bor jeg. Velkommen til Nordengland.

Yndlingspræst

2011-08-30T14:52:00.000+01:00

Jeg prøver så vidt muligt ikke at anbefale folk særlige præster. Bevares, jeg har da mine yndlinge, men som udgangspunkt synes jeg, at man selv skal tage fedekalven ved hornene og bevæge sig ud i det danske kirkeland på jagt efter en præst, der siger en noget. Der er nok at tage af - og sikkert også en, der ligner dig (mere end du tror).

Jeg vil dog gøre en enkelt undtagelse, for er der en, man bør gå unde sig selv at gå til gudstjeneste hos, så er det Theodor Jørgensen - tidligere underviser i dogmatik, der gæsteoptræder i Helligåndskirken på Strøget i Kbh. med jævne mellemrum. Jeg var selv til gudstjeneste hos ham, da jeg var på weekend i Kbh i august, og blev med et mindet om, hvorfor det kan give mening at gå i kirke. Og nej, jeg skal ikke være hellig: ofte får jeg ikke meget mere ud af kirkegang end glæden ved at få sunget lungerne ud. Men af og til rammes man, og så er det det hele værd: vedkommende, nærværende, virkeligt og modigt.

Næste gang Theodor prædiker er 25. september kl. 10 (ifølge hjemmesiden). Tag og und jer selv det.

Og så ikke mere teofnidder fra mig. Resten af dagen bliver gudløs! For også teologer kan få nok.

I det teologiske hjørne: "Kristendom er ikke ideologi"

2011-08-30T08:51:00.001+01:00

Vil blot her fra det grå morgenkøkken i York gøre opmærksom på Hans Vium Mikkelsens fornuftige artikel fra Information: Kristendom er ikke ideologi.

Det kan vel næppe komme bag på nogen, at jeg må erklære mig ret enig med Vium Mikkelsen.

...kristendommen ødelægges indefra, hvis den gøres til et nationalt værdigrundlag. At Danmark er et kristent land, er ikke ensbetydende med, at Danmark kun er for kristne. Det er heller ikke ensbetydende med, at det er noget særligt dansk at være kristen. Kristen kan man i øvrigt være på så mange måder. Det behøver man blot at holde et fireugers prøveabonnement på Kristeligt Dagblad for at forvisse sig om.

Ja, set med udlandsdanskerens øjne, som nu har brugt tre et halvt år på at prøve at lære den anglikanske kirke at kende, kunne man næsten hævde, at set i den globale kristne sammenhæng ville de fleste andre kristne dø af grin over den noget tilbagelænede version af kristendommen, vi ser i folkekirken. Jeg siger ikke, at det nødvendigvis er dårligt - men blot at i det større perspektiv er det en relativt blodfattig udgave af den kristne religion, vi ser udfoldet i DK. (Og er det måske her, en del af problemet ligger begravet? Se mere i Phil Zuckermans fascinerende Society without God, som netop handler om religion i DK).

Og så vil jeg blot minde om oldefar & oldemor, som var bosat i grænselandet på et tidspunkt, da spørgsmålet om, hvorvidt man var dansksindet eller tysksindet var helt på spidsen. Dette blev selvfølgelig indikeret af, hvilket flag man hejste på flagstangen. Hvad gjorde oldefar & oldemor, som var kristne med stort K? Hejste et flag uden nationale farver, men med ordene "Jesus lever".

Nuvel, måden de gjorde det på ville måske ikke gå i dag (ikke i DK, ihvertfald), men pointen er god nok: det er for filan da ikke det nationale, der er afgørende i evighedens perspektiv.

Jeg ved, der er mange, der ikke er enig med mig, og det er ok. Jeg ved også, at der er mange, der er. Hej til jer allesammen.

Og så har jeg selvfølgelig er lille Dannebrog stående i køkkenet. For at skræmme indbrudstyve væk og for at være klar til eventuelle fødselsdagsfejringer og glædelige begivenheder. Måske skulle jeg sætte det ind i skabet om søndagen, bare for at understrege min pointe på en barnligt demonstrativ måde.

Anmeldelse af 'Octavia, Daughter of God', part II

2011-08-28T09:31:00.001+01:00

Kan I huske den famøse anmeldelse af Jane Shaws 'Octavia, Daughter of God' i Guardian, som jeg skrev om her? Nu er bogen anmeldt lidt mere fornuftigt i THE (se her) - og jeg skal stadig have købt den, men glemte det, da mit liv blev overtaget af flytteplaner. Jeg så forresten Jane Shaw for et par uger siden i Oxford på den lille japanske yndlingsrestaurant Edamame - hun var indtil sidste år i Oxford, men er nu rykket til San Francisco. Så ved I det.

Om J.P. Jacobsen og den nye ateisme i Guardian

2011-08-27T14:48:00.000+01:00

Af James Wood her - bl.a. (lidt overraskende her ved køkkenbordet i York) med et begejstret afsnit om J.P. Jacobsen og Niels Lyhne. Jeg citerer:

In the work of the wonderful 19th-century Danish atheist novelist Jens Peter Jacobsen (1847-1885), we find a writer doing the same contradictory dance as Dostoevsky, but the other way round. Jacobsen was a passionate atheist and early translator of Darwin. Where Dostoevsky argued against his own Christian beliefs, Jacobsen seems to argue against his own atheism. The hero of Jacobsen's great novel Niels Lyhne is a convinced atheist, but he gives far greater credit to God's presence than he can ever give to God's supposed non-existence. At a crucial moment near the end of the book, when his small son is dying in his arms, Niels breaks down and prays to God, even as he judges the moral lapse from his proud atheism that such weak-minded prayer represents. Like many atheists, Niels seems unable to stop invoking a God whose existence he is supposed not to credit. Niels is always in a relation with God, even when he declares his non-belief in that God; Jacobsen's novel brilliantly dramatises how Niels seems only ever able to banish God, not kill him off.

Nogle gange er det de mest uventede steder, man skal læse om folk fra Thisted. Og så er artiklen selv en tiltrængt fodnote til den konfrontatoriske religion/ikke-religion "debat". Og så plejede en gammel gymnasieven at kalde mig Marie Grubbe, når han var i det humør. Og nu går jeg ud i den yorkshireske gårdhave og klipper roser til en buket.

Frank O'Hara på engelsk

2011-08-27T09:09:00.000+01:00

Vi tager lige et morgendigt fra O'Hara, fordi jeg nu har ham på hjernen igen. Det går op for mig, at jeg ikke selv ejer en eneste af hans digtsamlinger - jeg plejede at stå i Blackwells i Oxford og smuglæse, og den samling, jeg engang købte på Amazon, var til lillebror i fødselsdagsgave.

ANIMALS (1950)

                

       Have you forgotten what we were like then

       when we were still first rate

       and the day came fat with an apple in its mouth

      

       it's no use worrying about Time

       but we did have a few tricks up our sleeves

       and turned some sharp corners

      

       the whole pasture looked like our meal

       we didn't need speedometers

       we could manage cocktails out of ice and water

      

       I wouldn't want to be faster

       or greener than now if you were with me O you

       were the best of all my days

Måske er den let sentimentale tone ikke alles kop the, men jeg elsker den (fordi jeg selv er sentimental som bare pokker).

- Og har man læst Thomas Merton, så er der en antydning af hans stemme i teksterne, alle forskelle til trods.

Glædelig lørdag, folks.

PS: mere om O'Hara her.

Frank O'Hara på dansk

2011-08-26T14:53:00.000+01:00

Jeg har i efterhånden mange år haft en svaghed for den amerikanske digter Frank O'Hara (skrev om ham her og her) og ser nu, at han netop er udkommet i dansk oversættelse på Basilisk. Det lyder lovende, og jeg bliver altid glad over nye oversættelser - men hvis I bliver hooked af ham på dansk, så gør jer selv en tjeneste og få også fat i de engelske originaltekster. Han fås i enhver velassorteret engelsk boghandel.

- og så er en dansk musikers nylige kærlighedssange selvfølgelig stærkt inspireret af O'Hara. I vinder en lakrids, hvis I gætter hvem.

Anmeldt i Information her, kan købes her.

Og så ud i den nordengelske regn for at købe lampeskærme, øjenskygge og batterier.

Gode kasser

2011-08-22T12:36:00.000+01:00

Pakker mit liv i kasser for gud ved hvilken gang. I går stod jeg i en kælder i Valby og sorterede ud i muggent tøj fra mormor. I dag står jeg i Oxford og pakker hele mit engelske liv sammen. Onsdag morgen bliver det pakket ud i York.

Her til formiddag klemte jeg dog lige et vejledningsmøde ind og sagde farvel til portnerne på mit college. John klappede mig på armen og sagde: "Nu har du vel husket at tjekke din post idag, har du ikke? Der var postkort til dig imorges".

Vi ses, ikke?

Kh Elisabeth, hvis hjerne er ved at brænde sammen.

Om babyer og Augustin

2011-08-17T09:53:00.000+01:00

En bekendt her i Oxford bestemte sig for nyligt til at slå sig ned og få kone og barn, til alles store forundring. Manden er den fødte akademiker, dyrker det tilbagetrukne collegeliv til perfektion og er intellektuelt bidt af Augustin. Da barnet var blevet født, gik en af hans unge phd-studerende ud og fik lavet en specialtrykt t-shirt til Baby Akademiker med teksten:

I LOVE AUGUSTINE

Det kunne have været så forkert. Og det var så sjovt.

Elsker Oxford.

Spot on, Augustin

2011-08-16T10:38:00.000+01:00

Jeg får indhentet lidt læsning disse dage, fordi jeg ikke kan koncentrere mig om min skrivning med hovedet fuldt af flytte- og rejseplaner. I dag er det Augustin, og jeg føler mig ramt:

And here I was already thirty, and still mucking about in the same mire in a state of indecision, avid to enjoy present fugitive delights which were dispersing my concentration, while I was saying: 'Tomorrow I shall find it; see, it will become perfectly clear, and I shall have no more doubts.'

(Confessions VI.xi (18) i Henry Chadwicks oversættelse, 1991)

I det mindste er jeg ikke den eneste, der har det sådan. Kan jeg evt. stadig nå at blive biskop i Hippo, også selvom min karriere på nuværende tidspunkt ser ikke-eksisterende ud?

Tager lige en kop kaffe til. Har Augustin en blog? Og går han i tweed, eller går han ikke i tweed?